I Danmark

Jagtridning i Danmark
IV. – Slæbejagt

1. Terrainet.

Om nogen egentlig Jagtridning, som denne drives i England og Irland, kan der ikke blive Tale under vore Forhold her i Danmark. Dertil er Landet gennemgaaende for opdyrket, for opfyldt af ufremkommelige Hegn og for lidt befolket med passende Vildt. Man er da tyet til et Surrogat forJagten på levende Vildt, der iøvrigt ogsaa paa mange steder i England kommer til Anvendelse, den såkaldte Slæbejagt, som fremkommer ved, at man slæber en med Rævens Urin fugtet Genstand gennemTerrainet og derved danner et kunstigt Spor, hvis Fært Hundene kan følge.

Den vanskeligste Opgave for Jagtlederen her i Danmark er at skaffe Terrain at ride paa; vi er helt afhængige af Landmændenes Elskværdighed, og det er langt fra altid Tilfældet, at man dér, hvor man før taalte en Snes Ryttere galoppere over Marken, nu også tillader det dobbelte Antal Ryttere med 12-14 halsende Hunde at færdes. Hvor der er Faar ude, nægtes det ofte, for selv om Hundene lader Faarene i Fred, bliver disse dog tidt opskræmte ved Hundenes Halsen og slaar sig løs, lige som det ogsaa kan hænde, at Børn bliver bange og Heste sky, hvad der kan være meget ubehageligt ved Vejkrydsninger. Nær ved København bliver Slæbejagter saaledes næsten umulige og længere borte maa, foruden de nævnte Hindringer, ligeledes Harer og Dyr medregnes, og at holde en Meute, der indbefatter flere Harehunde, for Harernes Fært er meget vanskelig. Imidlertid, naar Lederne udviser den største Forsigtighed, naar alle forstaar og respekterer Landmændenes rimelige Krav, gaar det nok, og skønt Slæbejagten kræver et uforholdsmæssig stort Arbejde, er det jo det eneste Surrogat, vi har for Rævejagt, og den vil derfor forhaabentlig få Lov at trives.

Slæbejagten har den store Fordel, at Deltagerne altid er sikre på en god Terraingalop; ofte kan Ridtet næsten bedre kaldes steeple-chase. Apparatet, der sættes i Scene, er kun lidet bekostelig, og med lidt Rutine let at iværksætte.

Klintholm Gods anno 1982

sjr0006

2. Slæbet

Slæbet, der nutildags som Regel består af et stykke Filt, vel præpareret, trækkes ca. 1 Time før Jagten – ja, en Master har meddelt mig, at han ofte lod trække 2 Timer forud, efter Vejrets og Terrainets Karakter – af en lokalkendt Mand til Fods og med jævnlig Bestænkning af Filtet, hvorefter Hundene sættes paa Færten og ledes ganske i Efterligning af en veritabel Rævejagt, ligesom der undertiden, ved at Slæbet løftes, laves kunstige Stop, hvor Hundene tvinges til at opsøge den forsvundne Fært – ligeledes en Efterligning af de naturlige Forhold. Det herhjemme og i Sverrig almindelig brugte Slæb, en Svamp i et Jærntraadsnet, er anvendeligt, naar Slæbet trækkes efter en Hest, hvilket her i Landet er det mest praktiske. Dog har Københavns Jagtrideklub undertiden ogsaa med Held benyttet Filtslæb til Fods. Et automatisk virkende Slæb, et Apparat, der spændes under hesten og automatisk drypper Færten, synes ikke at være praktisk; de fleste Masters vil ikke benytte det.

3. Meuten

Det gælder ved Slæbejagter, som ved alle andre Jagter, at Hundene skal have Fred under Løbet. Det er ikke ringe Arbejde, der ligger bag en ordentlig arrangeret Jagt.

– Hver Hund må studeres, dens Unoder pilles ud, og ved en tilfældig sammenbragt Meute er dette et stort Arbejde, der kræver megen Taalmodighed og ihærdig Træning, thi det ser ikke så godt ud, naar Meuten er for spredt, og dog er dette mere eller mindre uundgaaeligt, da som bekendt ikke alle Hunde løber lige hurtigt, ligesom de heller ikke altid er lige godt oplagte; en ren Tilfældighed kan gøre den bedste Hund muggen, en for haard Tiltale, et Piskeknald, ikke at tale om, at Paavirkning af en muggen Hund er haabløs; jeg har set mange Tilfælde, hvor den nægter videre Deltagelse!

For at have Fornøjelse af en Jagt må Feltet derfor ogsaa forstaa at lade Hundene i Fred; ingen uden Jagtlederen og hans Folk har noget med Hundene at gøre, og hvis Terrainet tillader, bør man helst ikke ride i Hundenes Kølvand, men bagved til højre eller venstre.

Hunde, der sagtner eller stopper op, maa der ikke tages Notits af, hvis Masteren ikke finder sig foranlediget dertil; det sker ofte i Terrain, hvor Hundene er godt kendt, at de sparer sig nogle Hundrede Meter ved at skyde en Genvej, de af Erfaring kender, og det er tit ikke de daarligste Hunde. Hænde kan det ogsaa, at en Hund træder en Torn op i poten og derved falder tilbage.

Masteren, der véd, om det er en god eller daarlig Hund, forstår Situationen; men det kritiske Felt, der kun ser en Hund sløje af, lader det ganske ufortjent regne med vittige Bemærkninger om Tyksakken, der ikke har Luft nok, eller om Masteren, der selvfølgelig er Skyld i alle Jagtuheld.

Naturligvis kan en daarlig Jagtledelse spolere en Jagt, det skal ikke nægtes. Saaledes hændte det ved en af Københavns Jagtrideklubs første Slæbejagter, at alle Hundene gik ualmindeligt langsomt og tungt og næsten ikke var til at drive frem, og Masteren maatte jo døje en Del Vittigheder af Feltet, og det, som det viste sig, fordi Hundene ved en Misforstaaelse havde faaet deres Foder til sædvanlig Tid den Dag i stedet for efter Jagten.

Genen ved Slæbejagten er, at Hundebestanden stadig skal fornyes. Dyrene slappes i Interessen for at løbe 4-5 kilometer for at få et Kødben, som Hunden snart lærer, at den rimeligvis faar, selv om den lunter af Sted, og Næsernes Finhed synes ogsaa at forringes. Hundene begynder at skære Hjørner af, de undlader at halse, da de snart opdager, at det tager på Vejret, og det ikke er en Ræv, de løber efter, som lover Fest til sidst; derfor slappes Kappelysten ogsaa, skønt de ventende Kødpakker ved løbets Slutning heldigvis stadig har en stimulerende Indflydelse på de fleste.