Jagtridning i Irland
III.

Endelig skal jeg efter nogle Oplysninger i “Den grønne bog” af Whytte-Melville og v. Kendell give nogle korte, men særdeles interessante Træk af Jagtridningen , som den drives i Irland.

Det første, den fremmede lægger Mærke til, er den fuldstændige Mangel på almindelige Hegnsled. De sædvanlige Træled er her ganske ukendte; der findes undertiden Jernled, som er lukkede med en Kæde, saa det er umuligt at aabne dem fra Sadlen, men i Almindelighed er Tilgangen til Markerne barrikeret med løst sammenkastede Sten, Markredskaber, Plove, gamle Vogne, Træstammer og lignende. Dette bliver kun fjernet, naar Kvæget har afgræsset Marken og drives andet Steds hen. Den, der vil ride Jagt i Irland, må derfor springe, og tilmed springe meget. Dette har uden Tvivl bevirket, at antallet af Jagtryttere dér er aftaget meget, thi saa snart vedkommende bliver nervøs for Springene, er han tvungen til at holde sig til Vejene, og på de stenede irske Landeveje er dette en tarvelig Fornøjelse.

Da der intet Led findes, som kan aabnes med den andre steder saa meget brugte Jagtstok, rider irlænderen i stedet for med en flettet Læderrem eller almindelig Kæp, som for det meste stikker i hans Støvleskaft.

Forhindringerne er ganske forskellige fra dem, man hyppigst ser i England, og maa ogsaa tages på en helt anden Maade. I England gælder det som Regel at ride langsomt til, naar Grøften ligger foran Gærdet, og hurtigt, naar den befinder sig bag ved. I Irland er det ganske omvendt. Man kan ganske uden at betænke sig sætte Dampen op, naar Grøften ligger på Opspringssiden; ligger den derimod bag ved Gærdet, må man give Hesten en Parade, ellers kan man vædde ti mod én, at Hesten ikke sættter Benene rigtig på Volden og ender i Grøften. Er Springet et Dobbeltspring med Grøft foran og bag ved Gærdet, da er Volden altid bred nok til, at Hesten i et passende Tempo kan finde støtte paa den under Springet. Den ubehageligste Forhindring er et højt, smalt Gærde med Grøft bag ved.

Der er ikke tvivl om, at der ved Jagt i Irland sker flere Styrtninger end i England, baade fordi der er saa mange Spring, og fordi Forhindringerne har en saa unfair og vanskelig Karakter; det er lige så skæbnesvangert at springe for langt som for kort. Springer Hesten uden at støtte sig paa Gærdet, styrter den uundgaaelig i Grøften bag ved; paa den anden Side gaar et saadant Fald i Irland i Reglen ganske lempeligt for sig; ikke som i England, hvor Hesten skal springe de faste Rækværker og tætte Hække.

Størstedelen af Irlænderne jager kun for Ridtets Skyld og kender derfor ingen Vej uden om. Det er oftest Naturryttere, og deres Ridemetode forraader mere Kraft end Finhed, hvilket ogsaa er følgen af, at der i Almindelighed bruges Trense, som i de ni af ti Tilfælde gør enhver finere Ridning umulig.(?). Selvfølgelig gives der ogsaa i Irland mange Førsteklasses Ryttere, på hvilke ovenstående ikke passer.

Befolkningen er, navnlig i det sydlige Irland begejstret for Sporten; så snart Hundene er i Nærheden, hviler alt Arbejde. Vidt og bredt fra strømmer gamle og unge til de kendte Rævetilhold, og de Glædeshyl, der lyder, naar Mikkel bryder ud, lader sig ikke beskrive. Det er et daarligt Tegn, naar der ingen Tilskuere indfinder sig ved Remisen, det betyder i Reglen, at man ikke kan gøre sig Haab om, at der findes nogen Ræv dér.

Et Kapitel om irske Jagtheste fortæller os blandt andet følgende:

De Anstrængelser, den irske Hest gør for at klare Landets ejendommelige Forhindringer, ligner Hundens, naar den springer over en Mur. Hesten springer med For- og Bagben samtidig op på Kronen af Diget, hvor den, saa hurtigt, at det næsten ikke kan ses, støtter sig et Øjeblik, for dernæst, gørende Brug af Federkraften i Hofte- og Haseled, at udføre det næste Spring. Enhver god engelsk Jagthest ville ved en lignende Lejlighed strække Bagbenene bagud. Kun en fremragende, eller i det mindste en i Irland oplært Hest, kan så mesterligt udføre noget lignende.

Saadanne udmærkede Egenskaber falder imidlertid ikke ned fra Himlen, de er tværtimod Resultatet af en meget taalmodig og vel overlagt Uddannelse, som irlænderne kalder “training”, hvorved han lægger megen Forståelse for Dyrets Ejendommeligheder og megen sund Menneskeforstand for Dagen. I nogle Grevskaber løber Moderhopperne med deres Føl frit rundt på de udstrakte Enge og springer den ene Vold efter den anden, jævnlig standsende oppe på Gærdet for at æde det saftige Græs, som gror der. Hvor Moderen gaar, der følger Føllet, efterlignende hende, og saaledes lærer den fremtidige Jagthest Beherskelse, Mod og Klogskab, for engang senere, langt borte fra sin Hjemstavn, at vække Beundring i Jagtfeltet. Men hvor denne naturlige Indspringningsmetode hindres af Forholdene, sker den ved en vel gennemtænkt kunstig Uddannelse. Irlænderen deltager aldrig i Jagten paa sin Hest, den være sig 3- eller 4-aarig, før den har lært, hvad den skal stille op mod de Forhindringer, den kan komme til at møde. Man ser unge Heste, der næppe har skiftet Tænder, hvis Gang er så uudviklet, og som ikke staar til Tøjlen, blive som gamle Veteraner, så snart de gaar mod en Forhindring.

Irlænderen ligner, hvad angaar hans Forstaaelse af Hestens Anlæg, meget Araberen. Som Hesteplejer duer han kun lidet, men han nærer ikke desto mindre stor Kærlighed til de ham betroede Heste. Det er ogsaa tvivlsomt, om han kender stort til Kunsten at fodre en Hest og bringe den i Kondition, men i retning af at indspringe den, staar han som den uopnaaelige.

Skønt det i de sjældneste Tilfælde sker, er det dog altid det bedste at begynde med Begyndelsen, og det er netop, hvad alle irlændere gør. Paa er stykke Brakmark bag Kartoffelmarken eller Svinestien uddanner han ved Hjælp af Kapsun eller Line og en håndfuld Havre i Løbet af 6 Uger, i kraft af sin Behændighed og Taalmodighed, selv det ubehændigste Dyr til en dygtig Springer.

Han begynder med en gravet Grøft, som han efterhaanden udvider, idet han samtidig kaster den opgravede Jord op til en Vold langs Grøften. Hans Værktøj er en simpel Spade, og i Munden hænger den uundværlige Pibe; ved Hjælp af disse primitive Redskaber bringer han snart voldens Højde op til 6 à 7 Fod. Kan den unge Hest tage denne Forhindring roligt, men kvikt, idet den støtter let paa Kronen af Volden og derpå let og behændigt springer ned paa den anden Side, da betragter han dens Uddannelse som endt her, og fører nu sin Elev ud i det Frie, idet han blot lader Spaden blive hjemme, men medtager Kapsun, Line, Havre og sin Pibe. Han rider nu tværs over Markerne, og sidder af foran enhver Forhindring, der skal passeres, idet han lader Hesten græsse eller staa og se sig om, medens han selv med Linen i Haanden klatrer over Forhindringen, hvorpaa det ikke varer længe før Hehesten tillidsfuldt følger efter, da den véd, der vanker Havre på den anden Side. Undertiden har en Pisk med til hjælp. Har Ejeren på den Maade tilbagelagt 2 à 3 miles i Skridt indover Terrainet, anser han nu Hesten for fuldstændig uddannet, og nøler nu ikke med at prøve den efter Hundene, selvom den ellers er i den elendigste Tilstand.

Enhver, der har redet Jagt i Irland, vil med Fornøjelse huske, hvor ofte han har haft Lejlighed til at se en ung Hest, udstyret på den mærkeligste, mest klodsede Maade, og dog holdende sig tæt bag Hundene hele Tiden; hvorledes denne Hest med stor Behændighed og Dristighed bliver redet af en ærværdig Rytter, der tilfods ser ud, som om han var 80, og til Hest som var han 60 Aar gammel. Hans Paaklædning er slidt og lidet tiltalende, Støvlerne i Stykker, Sporerne daarlig fastbundne, og Hatten ser ud til at have døjet mangt et Stormvejr. Men som en Mand sidder han tilhest, og Alderen har ligesaa lidt haft nogen Indflydelse på hans klare, irske Blik som på hans muntre Gemyt og syngende Tungemaal. Du faar straks Indtrykket af at staa overfor en brav Karl og dygtig Jagtrytter. Næppe har du fulgt ham en halv mile på Jagten, saa er du klar over hans Ridekunst, og alt medens Du er optaget af at beundre hans Dyrs Præstationer, glemmer Du hurtigt, hvor ung Hesten er, og hvor miserabel dens og Udrustningens Tilstand er. Her kan Du lære, at en Hest kan galoppere rask og sikkert over det vanskeligste Terrain, skønt Sadlen er medtaget af Vejr og Vind, Stigbøjlerne ulige lange, og der kun findes en Gjord; tiltrods for, at Pelhamstangen mangler baade Kindkæde og Næserem, at den ene af Bøjlerne ser meget usolid ud og den anden er bundet sammen. Hvor Hundene færdes, der følger også dette forunderligt udseende Par med.

Det går løs mod en 7 Fod høj Vold, foran den en bred, dyb Grav, over den intet andet end Horisonten. Medens Rytteren udstøder et Skrig, halvt truende, halvt triumferende, springer Hesten med et sæt op paa Toppen af Volden, balancerer der som en Fugl og forsvinder i Luften. Senere ser Du maaske det samme Par foran en “Muraabning”, d.v.s. en Gennemgang, der ikke bruges mere; Stenene optaarner her en højde af 5 Fod, og den unge Hest springer fra Trav, idet den gaar tæt til Forhindringen, over denne med en Hjorts Behændighed. Pludselig dukker der en Jordspalte op af Bredde som en Bæk og af betydelig Dybde, med stenede og sumpede Kanter, kort sagt en af de modbydeligste Forhindringer, man kan træffe paa, så selv en god Rytter på en god Jagthest vilde søge et andet Sted til Passage. Men hvor Ven med den miserable Hest véd, hvad han vil. Han rider blot lidt langsommere til, end de fleste Englændere vilde gøre. Haanden gør han let, skønt Ben og Knæ holder Hesten fast til Tøjlen, og skulle den blot tænke paa at studse eller refusere – skam faa den irske Hest, der skulde tænke derpaa – saa har Rytteren straks en stærk Kæp parat for at give den en Opstrammer, og vi ser nu Hesten som en Hjort sætte over Kløften og lade den bag sig, som om det aldeles ingen Anstrængelse kostede den, medens en skidden Haand klapper den paa dens dampende Hals. Befinder du Dig lejlighedsvis paa en irsk Hest, gør da nøjagtig som det her skildrede Par. Vil Du ride paa en anden Maade, bør Du hellere vende om og ride hjem.