Svømning med Heste

1) Almindelige Bemærkninger.

Naar man over Svømning med Militærets Heste, sker det selvfølgelig først og fremmest med det Formaal i en given Situation at kunne passere et Vandløb, naar alle Broer eller Overgangssteder er gjort ufremkommelige. Civile Ryttere, for hvem dette Hensyn ikke gør sig gældende, øver deres Heste i Svømning, fordi et Bad, navnlig i Saltvand og fra aaben Strand, for Hesten har ganske den samme styrkende og oplivende Virkning som for Mennesket. Dertil kommer, at selve Svømningen er en udmærket Øvelse for Hestens Muskler, Lunger og Hjærte, som tilmed har den Fordel, at den ikke angriber Hovens og Fodens Sener, og derfor i mange Tilfælde kan anvendes som Hjælpemiddel under Træningen, naar jordbundens Haardhed lægger Vanskeligheder i Vejen, eller Hestens Sener er anstrængt af Galoppen. Man har Eksempler paa, at saadanne Heste i Uger og Maaneder har kunnet holdes i Væddeløbskondition udelukkende ved en rationelt gennemført Svømmetræning. Saasnart Hesten er kommen ud paa saa dybt Vand. at den mister Fodfæstet og begynder at svømme lader Rytteren sig behændig glide ned til Siden og holder sig kun fast ved Manen. Paa Billedet ses Rytteren i Færd med at udføre denne Bevægelse, men han er endnu ikke selv kommen tilstrækkelig langt ned i vandet.

Vil Hesten efter at være kommen ud paa dybt Vand rejse sig eller vende om, maa Rytteren fremfor alt ikke hænge sig fast i Tøjlerne. Vil Hesten vende til venstre, tager han med venstre Haand et godt Tag i Manen samtidig med, at han ved med højre Haand at føre højre Tøjle godt ud til Siden søger at vende Hesten den rigtige Vej. Ved at trække bagud i Tøjlerne opnaar man kun at rive Hesten bagover, hvilket sker meget lettere i Vandet end paa landjorden.Jeg skal her give Anvisning paa nogle Fremgangsmaader til Indøvelse af Svømningen.Om at lære Hesten selve Svømmetagene, bliver der selvfølgelig ikke Tale. Hesten er som de fleste andre Dyr af Naturen Frisvømmer. Derimod er det ikke altid, Hesten frivilligt indlader sig paa at begive sig ud i det vaade Element; man maa da tvinge den ud, enten ved at lade en Rytter sætte sig op eller ved Hjælp af en Longe fra Bredden, fra en Bro eller en Baad.Hvilken Fremgangsmaade man end vælger, maa der imidlertid altid træffes visse Forsigtighedsregler, som man maa kende, for at sikre sig mod Uheld. Det er ingenlunde usædvanligt, at Heste sætter Livet til under Badning eller Svømning, og det er i virkeligheden mere Rytterne end Hestene, der skal lære, hvorledes man skal bære sig ad.

2) Svømning med Rytter.

I de fleste Tilfælde foretrækker man at øve Svømningen med flere Heste ad Gangen, hvilket ogsaa er det bedste fordi man lettere faar de mindre villige Heste til at gaa ud i Vandet, naar de følger efter andre, der ikke betænker sig. Der maa være en Rytter til hver Hest. Man ser jo hyppig, at f. Eks. Kuske rider begge deres Køreheste til Vands paa en Gang og svømmer ud med dem, idet de rider paa den ene og fører den anden ved Haanden. Er Hesten vant til Turen, og kender man Farvandet meget nøje, kan det naturligvis gaa godt. Men er dette ikke Tilfældet, udsætter man sig for meget alvorlige Uheld, og dersom man overlader Svømningen af sine Heste til det underordnede Personale, gør man bedst i en gang for alle at forbyde Svømningen med mere end 1 Hest for hver Mand, hellere end at risikere kostbart Hestemateriel.

De Farer under Svømningen, man navnlig maa vogte sig for, er: Ukendte Strømninger, der kan føre Hesten til Steder af Kysten, hvor Landstigning er umulig;Huller eller bløde Strækninger i Havbunden, hvor Hesten kan synke i, forinden den endnu er begyndt at svømme; at Hestene under Svømningen saarer hinanden indbyrdes eller Rytterne ved Slag med Baghovene.

For saa vidt muligt at sikre sig mod Uheld af disse eller andre Aarsager vælger man til de første Svømmeøvelser helst en Dag, hvor Vejret er stille og lunt, og man udsøger en flad, sandet Strandbred, som skraaner jævnt ud i Vandet. Bedst er det, hvor man kan ride fra den ene Bred til den anden over en smal Vandstrækning, der paa Midten er saa dyb, at Hesten tvinges til at svømme en Del af Vejen f. Eks. over en Vig, en bred Aa fra Stranden til en nærliggende Ø el. l. Hesten har da et bestemt Maal at styre efter og lader sig lettere lede i rigtig Retning. Har man ikke et saadant Farvand til sin Raadighed, maa man lade sig nøje med i nogen Afstand fra Kysten at udlægge en Baad og saa lade hesten svømme uden om denne og tilbage til Udgangspunktet. Er først Ryttere og Heste rutinerede og passionerede Svømmere, behøver man ikke længere den Slags Hjælpemidler; men de første Gange er det ikke altid let at faa en Hest til at svømme ud, naar den ikke ser Land foran sig.

Til Svømningen paalægger man Hesten et almindeligt tykt Trensebid, og Rytterne kaster selvfølgelig, naar de er ankomne til Svømmestedet, alle Klæder. Skulde der være kvindelige Tilskuere, kan man jo tage et Par Svømme- eller almindelige Drejlsbukser paa.Naar alle Heste og Ryttere er færdige, lader man om muligt en Hest, der vides at være en god Svømmer, i Mangel af en saadan den iøvrigt roligste og villigste Hest gaa foran ned til Strandbredden; de øvrige følger efter med en Hestelængdes Afstand, og man vader straks ud i Vantet. Det gælder om fra Begyndelsen at faa det hele til at løbe glat af. Er dette sket blot en gang, vil man rimeligvis aldrig senere selv under vanskeligere Forhold faa besvær med Svømningen. Skal man derimod straks til at bruge Magt, gør man let alle Hestene urolige og mistænksomme. De faar Indtrykket af, at der er Fare paa Færde. Det gaar i dette som i saa mange andre Tilfælde med Hestene ganske paa samme Maade som med Behandlingen af Børn: Har man den første Gang slæbt eller kastet Barnet ud i Vandet mod dets Vilje, beholder det som Regel en Skræk i Livet, som det ikke senere let forvinder. Denne Skræk vil aldrig opstaa, naar Barnet faar Lov til at betænke sig og se sig for eller lokkes ud i Vandet ved andres Eksempel.

Naar Vandet er klart, og Strandbredden jævn, volder det ingen Vanskelighed at faa Hestene til at vade det første Stykke ud. Tværtimod: det er med synligt Velbehag, de fornemmer den friske Kølighed om de støvede Ben. De skraber med Hovene i det bløde Sand og pjasker sig, saa Skummet sprøjter om Ørerne paa dem. Det kritiske Punkt indtræder i det Øjeblik, de er komne saa langt ud, at Vandet begynder at bære dem oppe, og de mærker, at de taber Fodfæstet. Mange er da tilbøjelige til at skulke fra Svømmeturen og vender Næsen hjemefter. De laver nogle vældige Hop i Vandet, idet de stadig sætter af med Bagbenene for saa længe som mulig at naa Bunden, og de kaster sig fra den ene Side til den anden. I dette Øjeblik gælder det for Rytteren at sidde godt fast og at styre sit Dyr i den rigtige Retning, saa at Hesten forhindres i at vende om.

Disse Vanskeligheder er dog for intet at regne i Sammenligning med, hvad der kan indtræffe, naar Bredderne er ujævne eller bløde, eller de gaar stejlt ned mod Vandet. Det er da ofte forbundet med stor Vanskelighed at faa de forreste Heste til at gaa ud. Man nødes da undertiden til at anvende kraftige Midler. Ved Rytteriet, hvor det jo bl. a. ogsaa gælder om at lære Hesten at gaa ud just under saa vanskelige Forhold, som man kan vente at støde paa, og hvor man ikke altid kan gøre Regning paa at have megen Tid til Raadighed, tager man i saa Tilfælde ofte sin Tilflugt til at anvende et større Antal Mænd, 4-6 til Hjælp ved hver enkelt genstridig Hest. De to bageste Mænd tager hinanden i Hænderne og anbringer disse under Hestens Haseled: de øvrige griber fat på begge sider, medens en tager ved Hovedet og fører Hesten fremad. Naar man er naaet ud til Vandkanten, giver den Ledende et Tegn, og i det samme lægger alle mand Kræfterne i. Det hænder da ikke sjældent, at Hesten i Stedet for at vade jævnt ud, betænker sig og stritter imod, for derefter naar den mærker, at den ikke længere kan klare sig mod Overmagten, i et mægtigt Spring at sætte mange Meter ud i Vandet. Det er under saadanne Omstændigheder ikke enhver Rytter, der bevarer sin Ligevægt.

For civile Ryttere er der jo imidlertid ingen Grund til at udsætte sig for Vanskeligheder af denne Art, og har man under gunstige Forhold først faaet den første Hest ud i Vandet, følger Resten som oftest godvillig efter. Hvad selve Svømningen angaar, er de fleste Heste som sagt af Naturen Frisvømmere, men de svømmer langt fra alle lige godt, og følger heller ikke alle samme Fremgangsmaade. Nogle lægger sig altfor højt i Vandet. De arbejder krampagtig for at holde saa meget som mulig af Forparten oppe. Med opspilede Næsebor og Rædsel i alleMiner kæmper de med det vaade Element og bliver snart trætte. Men derved forøges deres Skræk yderligere og undertiden ender det med at de af Udmattelse og Forvirring synker helt under Vandets Overflade. En saadan Dukkert faar dog i de fleste Tilfælde Hesten til instinktmæssig at tage sig sammen; lidt efter kommer dens Hoved atter til Syne, og den fortsætter Arbejdet paa at holde sig oppe. Naar Farvandet blot er frit, Afstanden fra Land ikke overdreven stor, og Bredderne nogenlunde let tilgænge lige, behøver man derfor ikke at nære Frygt for, at nogen Hest skal sætte Livet til. Langt værre farne kan Rytterne være, som vi om lidt skal se.

Andre Heste, navnlig de, som har svømmet ofte, tager Sagen med en forbavsende Ro og Overlegenhed, naar blot ikke Rytterne forstyrrer dem under Svømningen. Enkelte. er saa snedige, at de straks opdager det Fif, der bestaar i at holde saa stor en Del af Kroppen som muligt under vandet, for derved at faa saa lidt som muligt at bære paa.Naar man første Gang svømmer en saadan Hest, bliver man let ængstelig og tror, der er noget galt paa Færde; thi ofte lader den sig synke saa dybt, at kun Næseborene er lige over Vandskorpen, og Rytteren selv synker i til Halsen. Men man bliver snart beroliget ved at mærke den regelmæssige Fart, hvormed Hesten skyder sig frem gennem Vandet.Det var i tidligere Tid det almindelige, at Rytteren under Svømningen blev siddende paa Hestens Ryg. Med den ene Haand holdt han sig tast i Manen, medens han førte Tøjlen med den anden og samtidig klemte sig godt fast med Benene for ikke at blive revet bagud af Strømmen. Man opnaaede derved at Rytterne kunde holde en Del af deres Overkrop oven Vande. Naar Soldater i Krigstid maatte svømme i fuld Udrustning, var det selvfølgelig en Fordel for dem, at de kunde bevare deres Vaaben og en Del af deres Udrustning tør. Kosakkerne, der er Mestre i Svømning til Hest, bliver altid siddende i deres høje Sadler, og bliver kun vaade paa Benene. Ja, de skal endog være i Stand til at staa op i Sadlen, saa at de næsten helt undgaar at komme i Vandet. En saadan Fuldkommenhed kan imidlertid kun opnaas af Folk, der saa at sige er født paa Hesten og lever deres Liv paa dens Ryg, og af Heste, der gennem aarelang Øvelse har naaet en overordentlig Svømmefærdighed.

Civile Ryttere, der under Svømmeøvelserne kan se bort fra Hensynet til at hoIde Skindet tørt, bør rette alle Bestræbelser mod at lette Svømningen saa meget som mulig for Hesten. Hvert Pund af Rytterens Legeme, der holdes oven Vande, lægger som det let vil ses, et Pund til den Vægt, Hesten skal bære. Saa snart Hesten derfor er naaet saa langt ud, at den taber Fodfæstet, skal Rytteren straks behændig lade sig glide ned i Vandet ved Siden af den, idet han blot holder sig fast med den ene Haand i dens Man. Paa den Maade lader han sig slæbe med. Hvis Rytteren er sikker paa, at Hesten svømmer i den rigtige Retning, er det endnu bedre at slippe Manen og lade Hesten passere forbi, for saa i rette Øjeblik at gribe dens Hale og lade sig tage paa Slæbetov.Under Svømningen med et større Antal Heste sker det ikke sjældent, at de bagvedværende Heste i deres Iver kommer op paa Siden af Formændene, og undertiden klumper de sig sammen og presser sig ind mod hinanden. Situationen kan da blive ret ubehagelig for Rytterne, der ofte maa slippe Hestene og søge bort ved Svømning.

For at forebygge Ulykkestilfælde er det derfor heldigt altid at have en Baad i Nærheden, fra hvilken et Par Svømmere er parat til at bringe Hjælp.Det er et pragtfuldt Syn, naar Hestene igen kommer op paa Bredden. Skinnende blanke straaler de i Solen, og Musklerne træder bugnende frem under Skindet som Væden har gjort glat som drevet Metal.Det gælder nu kun om at bevare dem mod Forkølelse. Er Vejret varmt og stille, kan man godt lade nogle af Rytterne trække Hestene op og ned langs Stranden i Skridt, til de bliver tøre. medens de øvrige Ryttere klæder sig paa. Men er Vejret koldt og blæsende, maa man sørge for at Hestene snarest mulig enten bliver gnedet tøre eller faar en saa kraftig Bevægelse, at de kan holde Varmen, medens Haarlaget tørres i Blæsten. Har man sin Stald i Nærheden, tyr man naturligvis til den. I modsat Fald lægger man Sadlen paa og giver Hesten en rask Trav eller et Par langsomme Galopper. Man maa selvfølgelig ikke straks efter Badet ride Hesten svedt.

Den ovenfor beskrevne Svømning har nærmest til Formaal at give Hesten et sundt og forfriskende Bad, ligesom Svømningen i denne Form for Rytterens Vedkommende kan betragtes som en god sportslig øvelse.Da det tilsigtede resultat opnaas ved faa minutters Ophold i Vandet, bør Øvelsen som Regel heller ikke udstrækkes ret meget længere, og den Afstand, som svømmes, bør ved de første Øvelser næppe være mere end 100, senere 2-300 Meter.Anderledes stiller det sig, naar Svømningen udfores med Træningsformaal for øje; man bør i saa Tilfælde ikke benytte Ryttere men derimod gaa over til:

3) Svømning i Longe.

Man kan til Svømmetræningen anvende forskellige Fremgangsmaader, hvis Hensigtsmæssighed retter sig efter Forholdene paa Svømmestedet. Har man adgang til en lang Mole et Bolværk eller en Kaj, hvis Sider gaar lodret ned til tilstrækkelig dybt Vand, og hvor der i nærheden findes en Nedgang til Vandet ad hvilken Hesten kan føres, gaar Sagen nok saa nemt fra Haanden, idet Træneren og hans medhjælper efter at have ført Hesten med paalagt Trense ud i vandet kun behøver selv at gaa op og ned langs Molen, medens Hesten svømmer med ved Siden. Er man derimod henvist til Svømning fra aaben Strand, maa man tage sin Tilflugt til en Baad, i hvis Bagstavn Træneren anbringer sig med Longen. Medens Hjælperen fører Hesten ud i Vandet, ros Baaden udefter, og man lader da Hesten svømme tæt bag Baaden. Man bør ved denne Svømning altid holde sig saa tæt ved Bredden, at man hurtig kan faa Hesten i Land, dersom den skulde blive træt. Kniber det desuagtet for Hesten at naa Bredden, maa Longeføreren trække den helt hen til Baaden og holde den oppe med Longen.Ved Træningssvømning maa man som ved al anden Træning gaa gradvis frem: de første Gange bør man ikke lade Hesten være mere end nogle Minutter i Vandet. Senere kan man udstrække Opholdet til 10 Mminutter eller 1 Kvarter. Mere end ½ Time ad Gangen, og dette kun, hvis Hesten stadig befinder sig vel ved Svømningen og gaar fremad i Kondition, bør man dog næppe lade nogen Hest opholde sig i Vandet.

Efter enhver saadan længere Svømning maa følge en omhyggelig Afgnidning, og frem for alt maa man vogte Hesten for Træk, saalænge den ikke er fuldstændig tør eller holdes i livlig Bevægelse.Er man sikker paa, at Hesten svømmer den rigtige Vej, kan man lette arbejdet baade for den og for sig selv ved at slippe Taget i Manen og lade sig passere af Hesten for i rette Øjeblik at lade sig tage paa Slæbetoug ved at gribe fat i Halen. For at dette skal kunne gaa, udkræves dog tillige enten, at der er Folk paa Landingsstedet til at tage mod Hesten, eller at denne er saa from og lydig, at den ikke forlader sin Rytter, naar han ved landingen slipper Tabet.Man maa saavidt muligt undgaa at Hestene klumper sig sammen under Svømningen hvorved Rytterne udsættes for Fare. I Nødsfald maa Rytterne forlade Hestene og redde sig selv ved Svømning. Hestene finder som Regel selv let i Land. I det hele gælder det for Rytterne at vogte sig for at komme i Kollision med Hestenes Ben, som ved de kraftige Svømmetag kan saare Rytterne alvorlig.Idet Hesten kommer op af Vandet, ligger Haarlaget saa glat og blankt, at den gør Indtrvk af at være støbt i Bronce. Hele Udseendet og de livlige Bevægelser, den velbehagelige Prusten og de livlig skinnende Øjne er det bedste Bevis for, hvilken sund og i alle Henseender gavnlig Indflydelse der opnaas gennem Svømning, naar den drives med Maadehold, og man ved en rolig Motion efter Badet undgaar Forkølelse.