Ridning i Terrainet
I.

Ledelse af Terrainridning

1) Almindelige Bemærkninger
Ved Ridningen i Terrainet faar baade Rytteren og Hesten Brug for alle de Færdigheder, der er erhvervede gennem de forudgaaende Øvelser paa Volten i Ridehus eller paa Ridebane: Rytteren for det naturlige utvungne Sæde, der tillader ham at følge Hesten milividt og i alle Gangarter, uden at hverken han selv eller Hesten trættes mere end nødvendig, og for den maalbevidste Brug af Hjælpen, der under alle Forhold sikrer ham det absolute Herredømme over Hestens Bevægelser – og Hesten for den gennem Tilridningen erhvervede Ligevægt, uden hvilken den er ude af Stand til at Efterkomme Rytterens Ønsker og til at bære ham sikkert frem gennem vekslende Terrain og over Forhindringer. Til disse Fordringer til Hest og Rytter slutter sig nu en ny: medens det paa Volten kun drejer sig om forholdsvis kortvarige Lektioner, bliver der ved den praktiske Anvendelse af Hesten i Terrainet stillet Fordringer til Udholdenhed og Hurtighed, som kun kan opnaas gennem den fornødne Træning.

Først naar alle disse Krav er fyldestgjorte, naar man det Resultat, der gør Terrainridningen til den ophøjede Nydelse, den kan og bør være, og først derigennem sikrer man sig mod den Slags Uheld, der sætter Rytterens og Hestens Liv eller Førlighed i unyttig Fare: Nedbrydninger paa Grund af Overanstrængelse, Styrtninger som Følge af Mangel på Øvelse eller Opmærksomhed og andre af den slags hyppigt forekommende Hændelser, der virker som skæmmende Pletter paa den smukke Sport. Helt at udelukke Faremomentet fra Ridesporten lader sig ikke gøre: en tilgroet Grøft, en kantet eller glat sten i det høje Græs eller et under det visne Løv skjult Mosehul kan selvfølgelig bringe den sikrest gaaende Hest til Fald; men at det forholder sig saaledes er der næppe Grund til at beklage; thi det er netop den altid tilstedeværende Fare, der tvinger baade Hest og Rytter til i hvert enkelt Øjeblik at anvende den til det yderste koncentrerende opmærksomhed og Energi i Modsætning til, hvad Tilfældet er ved saa megen anden Sport, hvor kun Kappelysten og Ærgerigheden er de bærende Kræfter.

Det ideale Resultat af Terrainridningen opnaar man altsaa kun med Ryttere, der er i Besiddelse af en meget betydelig Ridefærdighed, og som er beredne paa vel trænede og vel tilredne Heste. I Praksis slaar man – desværre – meget af paa disse Fordringer. Det er næppe ret mange af de Ryttere, der giver Møde ved vore Rideklubbers Terrainjagter, der kan staa for en blot nogenlunde fordringsfuld Prøve i elementær Skoleridning, eller som er i Stand til at føre deres Hest over en Lydighedsforhindring; og hvad Hestens Dressurgrad angaar, da svarer den godt nok til Rytterens Evner. Naar Resultatet af Terrainridningen desuagtet ofte bliver saa fornøjeligt og tilsyneladende tilfredsstillende, som Tilfældet er, da skyldes det dels den Omstændighed, at Fordringerne paa vore hjemlige Terrainjagter som Regel ikke er store og Terrainet forud omhyggelig undersøgt; men hertil kommer, at et ikke ringe Antal baade Ryttere og Heste med gode Anlæg alene gennem Ridningen i Terrainet er i Stand til at opnaa i det mindste en Del af de Færdigheder, som det ellers er Skoleridningens Sag at tilvejebringe.

En Rytter kan ved en fornuftig Fremgangsmaade alene gennem Ridningen i Terrainet og uden væsentlig forudgaaende Øvelse tilegne sig baade et godt Sæde og Forstaaelse af elementær Tøjleføring, og en Hest – gode Anlæg stadig forudsat – kan gennem Ridningen i Terrainet og under en dygtig og forstaaende Rytter opnaa baade Ligevægt og Lydighed. Hvad der derimod må anses for absolut at udelukke et godt Resultat er Sammenstillingen: uøvet Rytter paa uøvet Hest. Den vil kun bringe Skuffelser; og de unge Ryttere, der uden en gennemført forudgaaet Uddannelse lader sig friste af Terrainjagternes Tillokkelser, kan man ikke noksom anbefale i det mindste at skaffe sig en fuldt tilreden og i Terrainet rutineret Hest. Det er sikkert ikke saa faa, der efter kort Tids Forløb har opgivet Ridningen, fordi de er begyndt med en for vanskelig eller daarlig reden Hest. Har man ikke den den Ballast af Taalmodighed og seig Udholdenhed som følger med mange Aars Rideøvelser, skal der ofte kun en enkelt Jagtdags Genvordigheder – en Styrtning eller Vanskeligheden ved at holde en ivrig Hest – til for at betage Rytteren lysten, medens han efter nogle faa Jagter paa en rolig og sikker Hest maaske var bleven passioneret og snart havde indhentet det hidtil forsømte.

Jeg mindes i saa Henseende et karakteristisk Tilfælde fra mine Løjtnantsdage ved 5. Dragonregiment i Randers. I en af Efteraarsmaanederne rykkede jeg daglig ud til Terrainridning i Byens Omegn med Eskadronens Befalingsmænd og Trompetere. Blandt disse sidste var en ganske ung Mand, der samme Sommer havde gennemgaaet Rekrutskolen. Han viste sig paa den første Dag at være en stor Kryster i Terrainet. Han var falden af et Par Gange og søgte nu ved enhver Lejlighed at knibe udenom Forhindringerne. Naar han endelig blev tvungen til at springe, skete det med Rædsel malet i alle Miner. Det var jo derfor ikke just Eskadronens bedste eller yngste Heste, der blev betroet denne unge Mand. – Saa en Dag var han ved en Skæbnens Tilskikkelse kommen op paa en af vore bedste Heste, et ædelt og temperamentsfuldt Dyr og en fortrinlig Springer, der nødig gik af Vejen for nogen Forhindring, og fra sin Deltagelse i mange Steeple-Chases var vant til en særdeles god Pace. Dens sædvanlige Rytter havde i sidste Øjeblik faaet Forfald, og vor Trompeter var af Stabssergenten sat til hans Afløser. Jeg rystede lidt paa Hovedet, da jeg saa denne Konstellation, men vilde ikke nu foretage nogen Forandring.

Terraingaloppen gik den dag henover en meget lang, smal Engstrækning langs Gudenaaen. Paa den ene Side begrænsedes Terrainet af Aaens Vande, paa den anden Side af temmelig stejle lyngbevoksede Skrænter. Tværs over Engen var der hele Vejen talrige Grøfter og Rækværker, altsaa alle Chancer for en god og fornøjelig Galop. Vi gik over de første paar Grøfter, og jeg tænkte slet ikke mere paa vor Trompeter, da vi pludselig ser ham skyde frem fra Feltet som en Pil. Som et hjælpeløst Bytte førte Hesten ham med sig frem over de næste Grøfter i en Pace, som han aldrig havde drømt om, og han opgav øjensynlig øjeblikkelig Ævret og tænkte kun paa at klamre sig fast i Sadlen. Endnu et paar Forhindringer saa vi ham klare i mægtige Spring, saa forsvandt han for vore øjne bag en Krumning af Bakkeskraaningen, og vi ventede nu spændt paa, hvorledes han atter vilde komme til Syne, naar vi selv var kommen forbi Pynten. Efter nogle Minutters Forløb fik vi saa igen Øje paa ham langt forude. Han sad endnu paa Dyret og klarede fremdeles Springene.

Til min Overraskelse ser jeg saa efter nogen Tids Forløb, at Hesten sagtnede Farten. Den kunne næppe være træt endnu. Lidt efter bliver den taget helt op, og medens vi nærmer os, tager den lille Trompeter nu de sidste Par Grøfter i roligt Tempo, hvorefter han vender Hesten og kommer tilbage til Styrken. Jeg ventede at finde ham halv død af Skræk, men til min Forbavselse kommer han med smilende Miner, om end noget forpustet, og “melder sig tilbage”. Paa mit Spørgsmål om, hvorledes den Ridetur var bekommen ham, svarede han, at han aldrig havde oplevet noget bedre! Han, der altid havde maattet tage til Takke med middelmaadige Heste, hvis Springlyster endda langt fra opmuntredes af hans egen Ængstelse, var til alles Overraskelse nu var bleven ført hen over Forhindringerne med en Sikkerhed og Lethed, som han aldrig havde drømt om, og da de 3 – 4 første Spring var gaaet glat fra Haanden, vandt han snart Tiltro til Hesten. Han holdt op med at klemme sig fast med Benene og fik igen fat paa Tøjlerne, og Hesten der med sit ivrige Temperament samtidig var et fromt og lydigt Dyr, lod sig nu let berolige og tage op i passende Pace.

Denne unge Rytter blev i Løbet af kort Tid gennem dette ene ene Ridt, om man saa maa sige mod sin Vilje, en passioneret Terrainrytter, og allerede næste Sommer udmærkede han sig i Væddeløb og andre Konkurrencer mellem Underofficererne.
Det er imidlertid ikke hver Dag, man finder Ryttere, der saa hurtig lærer at finde sig til Rette med en ivrig Hest, og det er maaske endnu sjældnere at finde Heste, der trods Rytterens manglende Rutine gaar glat og villig over Forhindringerne, og ved Planlæggelsen af Terrainjagterne maa man derfor tage Forholdene som de er, og man maa først og fremmest tage Hensyn til Kvaliteten af de deltagende Heste og Ryttere. Har man med lutter rutinerede Heste og Ryttere at gøre, er sagen simpel nok, og saadanne Ryttere anbefales det, naar denne Bog falder dem i Hænde, at gaa let henover de nedenfor fremsatte Anvisninger, der hovedsagelig er beregnede paa de mange i de senere Aar opblomstrede Rideklubber, der ofte staar ganske hjælpeløse, saasnart det gælder om at faa begyndt paa Ridningen udenfor de afstukne Veje.

2) Rideklubbernes Opgaver

Til at begynde med gælder det om at finde en som Leder af Terrainridningen kvalificeret Rytter, og her ligger ofte den største Vanskelighed. Der kræves af Lederen adskillige og forskelligartede gode Egenskaber. At Manden maa være en habil og dristig Rytter, der i enhver Henseende kan foregaa Deltagerne med det gode Eksempel, siger sig selv. Men dette er ikke nok. Han må desuden være være i Besiddelse af Tilstrækkelig Myndighed til at kunne gøre sin Vilje gældende, og samtidig maa han forstaa at optræde med et vist Lune og Elskværdighed; alene med militær Kommanderen kommer man ikke langt! Skal man samtidig have Udbytte og Fornøjelse af Arbejdet i Terrainet, maa der herske godt Kammeratskab mellem Lærer og Elever og mellem disse indbyrdes. Paa den anden Side kan man ikke noksom indskærpe de unge Ryttere Nødvendigheden af at underordne sig den Fører, de har udset sig. Viser det sig, at han ikke er Opgaven voksen, maa der findes en anden. Men fremfor alt maa man undgaa den Planløshed og Forvirring, der fremkommer, naar et større Antal Ryttere hver for sig vil følge deres eget Hoved. Intet fører sikrere til Uheld og i Længden til Utilfredshed og Opløsning. Kan man ikke enes om at underordne sig den Fører, maa man hellere indtil videre opgive den samlede Ridning og afvente, at den rette Mand indfinder sig.

At Rideklubberne skulde tage sig af hver enkelt Medlems Uddannelse, kan man selvfølgelig ikke forlange. Hvad man derimod kan fordre, er at Terraingalopperne bliver saaledes anlagte, at de ikke alene bliver til udbytte og Fornøjelse for de enkelte viderekomne Ryttere, men at de skaffer det størst mulige Antal Medlemmer den bedst mulige Uddannelse.

I saa Henseende begaas der Fejl i de fleste af vore Klubber.

Det er nemlig ikke nok, at der, som det undertiden sker, ved Udflugter arrangeres 2 galopper over Forhindringer, en lettere for Begyndere og en vanskeligere for de mere øvede. For overhovedet med Udbytte at kunne deltage i en samlet Galop over Forhindringer kræves der nemlig et betydeligt og meget vigtigt Forarbejde i Terrainet, og det er dette Forarbejde som Rideklubberne altid lader ligge, medens det navnlig i Begyndelsen af Sommersaisonen utvivlsomt burde være deres vigtigske Opgave. Der findes sikkert i alle vore Klubber et ikke ringe Antal Medlemmer, der sikkert meget gerne vilde deltage i Terraingalopperne, men som holder sig tilbage af Frygten for under Farten og i det samlede Felt, hvor man er nødsaget til at følge med, at blive stillet overfor Forhindringer, der er større end hvad de tror sig selv og Hesten i stand til at overvinde. Saadanne Ryttere faar aldrig begyndt; de mangler en Impuls, der kan sætte Sagen i Gang for Dem og skaffe dem den fornødne Rutine og dermed følgende Dristighed, og selv om baade de og deres Heste har de fornødne Betingelser for at kunne lære at deltage, gaar de efterhaanden tabt for Klubben som aktive Medlemmer. Det samme gælder ikke sjældent Ryttere, der har Mod nok til uden tilstrækkelig Øvelse at gaa med i Feltet, men føler, at de Fordringer, der stilles, overstiger deres Evner. Straks at sætte en Begynder i Terrainet ud paa en jagt i godt Tempo over en Snes eller flere Forhindringer er et Eksperiment, som man ikke kan vente sig gode Resultater af. Følgen er da ogsaa, at man ved Siden af megen god Ridning i vore Klubber findet andet, der ikke er, som det bør være; selv om større Uheld hidtil lykkelig er undgaaet, bliver man ofte Vidne til hazarderede Jagter med urolige, spredte Felter, Heste der ikke kan holdes bag Masteren, og som refuserer Forhindring efter Forhindring – alt fordi Begynderne ikke har haft lejlighed til at skaffe sig den elementære Forberedelse til Deltagelse i Terraingalop, der er lige saa nødvendig som Forberedelsen til enhver anden Sport eller Idræt.

Man kan med Udbytte gøre en nærliggende Sammenligning: Ved den militære Uddannelse i Rytteriet vilde ingen fornuftig Delingsfører falde paa at sætte sin Deling ind paa en lang Galop over Forhindringer første Gang, han om Foraaret er til Øvelse i terrainet eller på Eksercerpladsen. Han vil først gennem atter og atter gentagne kortere og længere Galopper uden Forhindringer indarbejde Ryttere og Heste i et roligt og jævnt Galoptempo. Først derefter vil han lidt efter lidt lægge enkelte smaa Forhindringer ind i Galoppen, og han vil ikke stille de større Fordringer, før Delingen er i stand til at efterkomme de mindre Krav tilfredsstillende.

I stik Modsætning til denne Fremgangsmaade gaar man i Rideklubberne, blandt hvis Ryttere vel kun de færreste har en forudgaaende Uddannelse som den, der bliver Rytteriets Mandskab til Del, fra den første Dag lige løs paa Galopper i et ret skrapt Tempo og over et ofte ikke helt ringe antal Forhindringer uden stort Hensyn til hvilke Heste og Ryttere der deltager.

Der er næppe Tvivl om, at vore Rideklubber vilde staa sig ved i saa Henseende noget mere at tage Uddannelsen ved Rytteriet til Forbillede. Der skulle i saa Tilfælde tidligt paa Sommersaisonen foranstaltes et betydeligt Antal Galopper, jo flere des bedre, for Begyndere, først helt uden Forhindringer, senere ved passende Valg af Terrain over saadanne mindre Forhindringer, der om fornødent kan passeres ved Kravling. Man vilde ved denne Fremgangsmaade, som nedenfor nærmere skal beskrives, utvivlsomt kunne udvikle i det mindste en Del af Deltagernes Færdighed saa vidt, at de efterhånden kunne være med i de for de øvrige Medlemmer bestemte egentlige Terrainjagter, og Klubberne vilde til Gavn for Sporten skaffe sig en forøget Tilgang af aktive medlemmer.