Ridning i Terrainet
II.

Terrainridning for Begyndere.

1) Ridning i Terrain uden Forhindringer. Jeg skal herefter give en kort Fremstilling af, hvorledes saadanne Begyndergalopper lettest lader sig sætte Værk, idet jeg forudskikker den Bemærkning, at disse Galopper for at gøre den tilsigtede Nytte maa afholdes hyppigt – mindst 1 à 2 Gange ugentligt og at jeg ved »Begynder« selvfølgelig ikke forstaar en Rytter, der første Gang sætter sig i Sadlen, derimod en Rytter, der er Begynder i Terrainet. Nogen forudgaaende elementær Undervisning i Tøjleføring og Befæstelse af Sædet maa der selvfølgelig til. Endelig skal jeg bemærke, at ogsaa udlærte Ryttere med stort Udbytte kan deltage i disse Galopper, ikke mindst som Middel til Indøvelse og Træning at unge heste, der skal lære at gaa i Terrainet.

Til de første Galopper udsøger Lederen nogle store, jævne Græsmarker uden Forhindringer eller med tilstrækkelig mange Gennemgange gennem disse. Ved Byer, hvor der findes Eksercerplads, kan man som Regel benytte denne, hvis ikke maa man søge ud paa Herregaards- eller større Bønderjorder. Ofte findes ved Strandkanter eller andetsteds ufrugtbare Strækninger med kort Græsvækst eller Sand, som egner sig fortrinlig, og som kan bruges hele Aaret, naar Sne og Is ikke lægger Hindringer i Vejen.

Jeg skal i denne Forbindelse henlede Opmærksomheden paa, hvor vigtigt det er for en Rideklub, navnlig saalænge den endnu er ung og ukendt, fra Begyndelsen at at undgaa Forvoldelse af Markskade.

Kommer en Rideklub paa Grund af sin egen Uforsigtighed eller Hensynsløshed først paa Kant med en eller flere af Omegnens Landboere, vil dette snart rygtes i vid Omkreds – Pressen er jo desværre langt fra altid særlig venligsindet overfor denne Gren af Sporten ! – og Medlemmerne vil i Fremtiden være udsatte for Ubehageligheder, hver Gang de forlader Landevejen. Ved en fornuftig Fremgangsmaade kan man dog sikre sig nogenlunde mod disse Ubehageligheder. Først og fremmest ved overhovedet saa vidt muligt at undgaa at komme paa Strækninger, hvor man virkelig gør Skade, og dernæst ved i Forvejen at sikre sig Tilladelse til Ridningen hos de Ejere, hvis Marker man vil benytte.

Naar man undgaar at komme paa ny Græsmarker, Kløver- eller Sædemarker, Plantager o.l. er den Skade,der forvoldes ved et enkelt Ridt, i Virkeligheden af forsvindende Betydning, og skulde det ske, at en Ejer føler sig brøstholden, vil man sikkert kunne finde sig til Rette med ham med en mindre Erstatning. Det, hvorom det gælder, er at faa Beboerne til et se med Velvilje og Forstaaelse paa Klubbens Virksomhed. Er dette først opnaaet, vil der senere næppe være noget i Vejen for, at man ogsaa uden forudgaaet Aftale benytter private Marker til sine Galopper. Dog skal man vogte sig for at komme mere end en eller nogle faa Gange, i hvert Fald kun med længere Tids Mel­lemrum paa de samme Marker. Af Betydning er det ogsaa, at man i Tilfælde, hvor man ved, at der er foraarsaget Markskade, altid selv henvender sig til Ejeren med Tilbud om Erstatning fremfor at afvente, at der indløber Fordring eller Klage fra ham. Man kan sikkert gaa ud fra, at Erstatningen, naar den tilbydes, bliver betydelig mindre end naar den forlanges.

Naar nu Pladsen er udset, og Rytterne til det fastsatte Klokkeslet har indfundet sig paa Mødepladsen, giver Lederen det fornødne Pusterum. for at de sidst ankomne kan faa Lejlighed til at efterse Sadling og Opstængning.

Har nogle af Deltagerne haft en lang Vej til Mødepladsen, kan deres Heste maaske ogsaa trænge til et lille Hvil, men iøvrigt bør man gøre det til en fast Regel at ride hjemmefra saa betids, at man kan være parat til at deltage i Jagtløb paa det for dettes Begyndelse fastsatte Klokkeslet. Det ser ikke godt ud, og det er lidet sportsmæssigt at give Møde ved Starten med en svedt eller endog med en forpustet Hest.

Under Ophold for eller senere under Ridtet bør Rytteren som Regel sidde af, dels fordi man derved giver Hesten en Lettelse, som den paa en lang Jagtdag kan trænge til, og dels fordi Rytteren derved lettere bliver opmærksom paa mulig opstaaede Mangler ved Sadlingen, Beskadigelser af Hestens Ben eller Hove o. s. v.

I denne Bogs første Del er givet udtømmende Anvisninger for Paaklædning, Opsadling og Opstængning, hvortil der henvises. For Begyndere er der navnlig at iagttage følgende: Gjorde. og Stigremme maa være meget solide; Bøjlerne saa store, at de ikke kan klemme sig fast om Støvlerne, men ikke saa store, at de kan glide helt bag om Hælen; Støvlerne maa ikke være forsaalede med en skarp Kant i Svangen; hvis der bruges Stiktøj (Martingal), maa det være spændt saa langt, at det kun kan virke, naar Hesten kaster Hoved eller Hals tilvejrs; Gjordene maa være spændt et Par Huller strammere end ved Ridningen paa Volte, og – ikke at forglemme – næsten alle Begyndere og flere til synder derimod! -: Bind eller Gamascher maa være paalagt saaledes, at de ikke kan gaa løse. Intet er hæsligere end Synet af en Rytter, der galopperer sorgløst af Sted uden at ane, at han har alenlange Bind flagrende efter sig som et synligt Vidnesbyrd om hans Ligegyldighed eller Uforstand for slet ikke at tale om. at et løsgaaet Bind kan bringe en Hest til Fald. Paa den anden Side maa man passe paa, at Bindene ikke ligger saa stramt, at de kan snære Hesten om Piben. Man skal let kunne føre en á to Fingre ind under Bindet.

Bøjlerne skal være spændt et Par Huller kortere end ved Ridningen paa Volten. Det passende Maal finder man efterhaanden, naar man mærker sig, at man ved en lang Galop over jævn Bund skal kunne lette Hestens Rygsving ved let foroverlænet Sæde med god Støtte i Bøjlerne, me­dens man, naar det gælder om at drive Hesten frem mod en Forhindring, skal kunne sætte sig godt ned i Sadlen med fast Slut med Knæ og Schenkler.

Det første, Rytterne og Hestene skal lære, er at udføre en rolig og- behersket Trav og Galop i samlet eller sluttet Feltl Under Ridningen i Terrainet og paa Væddeløbsbanen forstaar man ved Felt et Antal Ryttere, der i kort Afstand fra hinanden følger samme Bane. Man taler derfor om et mere eller mindre samlet eller spredt Felt, medens enkelte Ryttere kan ligge foran, bag eller ud til Siden af Feltet eller helt forlade Feltet.

For Afstanden mellem de enkelte Ryttere i Feltet kan ikke gives bestemte Regler. Hver Rytter maa sørge for ikke at komme saa tæt paa sine Naboer eller Formænd, at han forstyrrer disses Heste; navnlig maa man vogte sig for ved pludselig Bevægelse til Siden eller ved Anholdninger at støde sammen med andre Rytteres Heste eller krydse deres Baner. Ikke mindst gælder dette senere under Springningen. Rider man ikke en sikker Springer, gør man vel i at holde sig lidt paa Afstand fra det øvrige Felt, helst ud til den Side, som Regel til venstre, hvortil Hesten er tilbøjelig til at bryde ud. Vil Hesten stoppe op foran Forhindringerne lægger man sig naturlig bag Feltet, hvor man er sikker paa aldrig at komme i Vejen. Jo mere hver enkelt Rytter forstaar ogsaa at tage Hensyn til sine Medryttere, desto bedre bliver det samlede Resultat.

For at øve Ridningen i sluttet Felt maa man have en Master, d. v. s. en Rytter, der angiver Tempo og Retning (Direktion). Da Lederen selv til at begynde med helst maa kunne opholde sig ud til Siden eller bag Feltet for at kunne overse og om fornødent vejlede Rytterne, maa han som Master skaffe sig en Hjælper, der foruden selv at være rutineret Terrainrytter er bereden paa en rolig og villig springende Hest.

Om at give Feltet nogen bestemt Form er der ikke Tale. Hver Rytter vælger sin Plads. som den passer ham bedst. Den roligste Ridning fremkommer dog som Regel, naar Feltets Midte ligger noget fremme, Fløjene lidt længere tilbage saaledes, at der fremkommer en mere eller mindre regelmæssig, afstumpet Kileform med Masteren i Spidsen. Kommer Fløjene eller enkelte Ryttere i Feltet for langt frem, hidser de let de øvrige Heste op, og Midterytterne forledes til at forstærke Tempoet og kommer for tæt paa Masteren.

De første Øvelser foregaar i Trav og har kun til Formaal at lære Hestene at bevæge sig rolig sammen i Feltet og at vænne Rytterne til at overholde Afstanden indbyrdes og fra Masteren.

Efter Lederens Anvisning rider Masteren frem i en jævn, ikke for fri Trav, og Feltet følger efter i en Afstand af 3-4 Hestelængder. Til at begynde med rider Masteren paa lange, lige Linjer langs Markens Udkanter. Naar han nærmer sig et Hjørne, svinger han uden at stoppe op eller forandre Tempo til Siden paa en saa stor Bue som muligt, indtil han atter kan komme ind paa en lige Linje. I Svingene maa Rytterne paa Feltets indvendige Fløj holde lidt an for ikke at komme for langt frem, medens Rytterne paa den udvendige Fløj forstærker Tempoet en Ubetydelighed. Masteren og Rytterne i Feltets Midte holder derimod uforandret Tempo.

Paa denne Maade fortsættes med den samme jævne og rolige Trav nogle Gange op og ned ad Marken, ialt 10 Minutter til 1 Kvarter, hvorefter der tages op i Skridt, og Hestene klappes og gives lang Tøjle.

Det er nu ganske interessant at lægge Mærke til, hvilken beroligende Indflydelse paa Hestene der opnaas, naar den ovenfor beskrevne Øvelse har været gentaget blot nogle faa Gange. Medens man straks, ligesom ved Begyndelsen af enhver Terrainjagt, ser en Mængde Heste stikke med Næsen, brække under eller kaste sig frem mod Biddet for at unddrage sig Rytterens Indflydelse, vil man efter kort Tids Ridning i Trav efter Masteren blive Vidne til, at alle Hestene falder til Ro, og at den Kamp for at holde Hesten, der er det mørke Punkt i saa mange Rytteres Deltagelse i Terraingalopperne, og som i saa høj Grad forringer Nydelsen og Udbyttet, lidt efter lidt helt hører op.

Under Traven gælder det for Rytteren foreløbig om at sidde saa let som mulig og at forstyrre Hesten saa lidt som mulig baade med Tøjler, Sæde og Schenkler. Med let foroverbøjet Overkrop og god Støtte i Bøjlerne føres Tøjlerne temmelig lavt og meget rolig anstillede, indtil det Øjeblik kommer, da Hesten giver efter for Biddet og selv gør sig blød og eftergivende. Naar dette sker, kan Rytteren sætte sig mere ned i Sadlen, idet han yderligere beroliger Hesten med Tiltale og Kærtegn og lader den gaa frem med blødest mulig anstillet Tøjle, som man for at vise sig selv og Hesten, hvor let det hele gaar, af og til kan føre med 1 Haand.

Skulde det ved de første Øvelser i et Ridehold undtagelsesvis ske, at en enkelt eller enkelte af Hestene bruger meget længere Tid end de øvrige om at falde i Ro, bør man for ikke at forhale Opnaaelsen af et godt Resultat for Resten af Rytterne holde saadanne Heste ude for sig selv og lade deres Ryttere indtil videre øve sig paa egen Haand, hvor de ikke er i Vejen, f. Eks. bag det øvrige Felt, om de da er i’Stand til at holde deres Heste der.

Naar Lederen nu ser, at det samlede Felt bevæger sig tilfredsstillende i den jævne Trav i Mellemtempo, gaar han over til den næste Øvelse: Vekslen af Tempo, der udføres ved, at han lidt efter lidt lader Masteren forstærke Travtempoet indtil en temmelig fri, dog ikke forceret Trav, for derpaa atter lidt efter lidt at forkorte Tempoet til kort Trav og saaledes i nogen Tid veksle mellem forskellige Travtempoer. Under denne Øvelse gælder det for Rytterne dels om stadig at overholde Afstanden indbyrdes og fra Masteren, dels om at bevare den samme Ro over He­stene som i det ensartede Tempo. Bliver Hestene urolige, maa Lederen straks afbryde Øvelsen og fortsætte i almin­delig Trav saalænge, indtil Roen er genoprettet.

En Del Ryttere vil maaske til at begynde med finde de ovenfor beskrevne Øvelser lidet interessante, men meget med Urette. Rent bortset fra, at Fremgangsmaaden er den eneste rationelle Forberedelse til de paafølgende samlede Galopper og Forhindringsridt, byder selve Øvelsen rig Lejlighed til Udviklingen af alle gode Egenskaber saavel for Hest som Rytter. Ved den fortsatte Trav sammen med andre Heste vækkes Fremaddriften i langt højere Grad end ved Ridningen paa Volten, og Rytteren, der sparer det anstrængende, fremaddrivende Arbejde med Sæde og Schenkler, kan udelukkende fæste sin Opmærksomhed paa, hvad der foregaar i Hesten, og efterhaanden ved let, passivt Sæde og rolig modstaaende Tøjle fremkalde en Eftergivenhed hos Hesten, der gør denne Form for Rideøvelser til en fortsat Nydelse.

Naar samtlige Heste efter nogen Tids Forløb – som oftest allerede i første Øvelsestime, undertiden først efter nogle Dage – bevæger sig rolig og eftergivende, gaar man videre, idet Masteren efter Lederens Anvisning udfører brattere Direklionsforandringer. Først paa større, efterhaanden paa mindre og mindre Buer svinger han til højre og venstre saaledes, at Feltets Vej over Terrainet udgør en bugtet Linje. Naar Masteren og Feltets Midte under denne Øvelse bevarer et ensartet Tempo, bliver der for Rytterne paa Fløjene Lejlighed til at øve vekslende Tempoer. Man vil imidlertid snart opdage, at Rytterne ogsaa i saa Henseende, naar alt gaar som det skal, kan holde sig passive: det vil ikke vare længe, før Hestene selv opdager, hvad det kommer an paa, og af sig selv holder tilbage paa den indvendige og gaar frem paa den udvendige Fløj. — Angaaende Anvendelse af Vægthjælpen henvises til, hvad herom er anført i Bogens I. Del.

Det næste Skridt fremad i Øvelserne er Overgangen til Galop, og at denne Overgang sker rigtig, er af afgørende Betydning. Vilde man pludselig fra Skridten eller Traven sætte alle Hestene paa en Gang i Galop, kan man sikkert gaa ud fra, at den møjsommelig opnaaede Ro vilde være borte med det samme, og de foregaaende Timers Arbejde var da spildt. Galoppen skal fremkomme fra Traven lidt efter lidt saa at sige umærkelig. Naar Feltet er kommet ind paa en af Markens længste lige Linjer, forstærker Maste­ren Travtempoet jævnt og saa meget, at enkelte af Hestene slaar over i Galop. Rytterne maa selv intet som helst gøre for at forcere Hesten ind i Galoppen, men kun ved stadig roligt og passivt Sæde søge at bevare Roen. Dette er af Betydning. Om Hestene springer an i højre eller venstre Galop er selvfølgelig ligegyldigt.

Naar Lederen ser, at en Del af Hestene er kommen ind i Galoppen, uden at Roen er gaaet tabt, lader han Masteren forstærke Tempoet endnu en Smule, og saaledes fortsættes, indtil alle eller dog Størsteparten af Hestene galopperer. Saasnart dette er opnaaet, lader han Masteren forkorte Tempoet lidt efter lidt, indtil Hestene atter er faldne i rolig Trav. Derefter skridtes, og Hestene faar lang Tøjle. Det er af Vigtighed, at Galoppens Varighed de første Gange kun udstrækkes over nogle faa Øjeblikke. I modsat Fald vil der med ikke rutinerede Ryttere altid opstaa Uro, og de ivrige eller nervøse Heste vil igen lægge sig haardt paa Biddet.

Overgangen til den kortvarige Galop maa derimod øves mange Gange med nogle Minutters Mellemrum, og for hver Gang kan man udstrække Varigheden en Ubetydelighed, dog aldrig længere end, at Roen fuldt ud bevares.

Til at begynde med rides Galoppen kun paa de lange lige Linjer; men efterhaanden gaar man paa samme Maade som ved Traven over til at ride først paa større Buer, senere med brattere Vendinger til højre og venstre og med vekslende Galoptempoer. Tempoet maa dog foreløbig aldrig forceres ud over den jævne, slanke Galop, der falder de fleste af Hestene naturlig.

Hvor længe man skal fortsætte disse Øvelser uden Forhindringer, retter sig ganske efter det Resultat, der opnaas. For det meste vil man vel nok, selv med et Hold af lutter Begyndere i Terrainet, med 2-3 ugentlige Galopper i Løbet af et Par Uger være naaet saa vidt, at de fleste af Rytterne er i Stand til uden Anstrængelse at holde deres Hest bag Masterens og at ride den saaledes med roligt og smidigt Sæde og blødt anstillede Tøjler, at Hesten med god Fremdrift gaar frem til Biddet i en svingende og energisk, men samtidig eftergivende Galop. Skulde der endnu være enkelte Ryttere eller Heste, der staar langt tilbage for de øvrige, maa de uden Skaansel skilles ud for ikke at bringe Forstyrrelse.
Tidspunktet er da kommet til at tage det næste Skridt hen mod Ridningen over Forhindringer, det Skridt der skal sætte Skellet mellem de Ryttere, der vil drive Ridningen som virkelig Sport med en personlig Indsats af Vilje og Energi, og dem, der kun tilsigter en behagelig Adspredelse.

2) Overgang til Forhindringsridt. Kravling.

Medens Lederen hidtil har udsøgt sig saa jævne og flade Marker som muligt, gælder det nu om at finde et Terrain, der kan danne Overgangen. til egentlige Forhindringsridt. Foreløbig maa man helt undgaa saadanne Forhindringer, der nødvendigvis maa springes, idet man som Forberedelse til Springningen lærer Heste og Ryttere at tage Forhindringer ved Kravling. Man vælger altsaa et Terrain, hvor der findes en Del ikke altfor stejle Bakker, jordvolde med jevne Skraaninger, nogle brede, men flade Grøfter, som Hesten i Skridt kan gaa ned i og op af, levende Hegn, der ikke er tættere end, at Hesten kan bryde igennem dem, Vadesteder over Vandløb med fast Bund og flade Bredder o. s. v. Af Forhindringer, som man de første Gange for enhver Pris maa undgaa, kan man nævne: smaa Grøfter med skarpe Kanter, tilgroede Grøfter, Hegn med Stensætning, Vandgrøfter, Lægteværker eller Bomme, selv om de er nok saa lave. Har Lederen fundet et saadant Terrain maa han, helst sammen med Masteren, i Forvejen undersøge det nøje for at finde de til Øvelsen bedst egnede Overgangs­steder og for at undgaa at komme ind paa stenede, meget ujævne eller sumpede Strækninger.

Selve Øvelserne foregaar i Hovedsagen paa samme Maade som ved Ridningen paa flad Bund.
I første øvelsestime lader Lederen Feltet med Masteren foran i Skridt passere gennem hele Terrainet For Rytterne gælder det om fra Begyndelsen af at bibringe Hesten Indtrykket af at Forhindringerne ikke volder nogen som helst Vanskelighed. Rytterne maa derfor først og fremmest bevare det fuldkommen rolige og passive Sæde og under Passeringen af Forhindringerne give Hesten fuld Frihed for Hoved og Hals. Tøjlerne maa helst hele Tiden være let anstillede som ved Ridningen paa flad Bund. Men er en Rytter under Hestens lidt kraftigere Bevægelse ved Kravlingen over en Forhindring ikke i Stand til at bevare Sædet uden at tage fastere i Tøjlen eller endog at rykke Hesten i Munden, maa han straks give Tøjlen helt efter og uden dog helt at slippe Tøjlen holde sig fast med en eller begge Hænder i Manen eller Sadlens Forkant.

For ikke at genere Hesten med Sædet; maa Rytteren holde sin Overkrop saa rolig som muligt. Kun ved Passeringen af Bakkeskraaninger, Gærder eller Grøfter indtræder der en Forandring af Overkroppens Holdning i Forhold til Hesten: idet Hesten for at komme op af en Bakkeskraaning, et Gærde o. s. v. hæver sin Forpart, maa Rytteren samtidig lade sin Overkrop gaa frem saaledes, at den intet Øjeblik kommer bag den lodrette Stilling, hvorved man baade med Vægt og Sæde vilde vanskeliggøre Hesten Opstigningen. Sædet maa holdes godt fremme i Sadlen. Bereder det Rytteren Vanskelighed at bevare den i Forhold til Hesten fremadlænede Overkrop, maa han med højre Haand tage et godt, fast Tag i Manen et Stykke fremme paa Hestens Hals; fremfor alt maa han undgaa at hænge i Tøjlerne. Hestens Bevægelser til Siden maa han styre med venstre Haand, der fører Tøjlerne let anstillede.

Mange Heste er tilbøjelige til, naar de skal passere op ad en Skraaning, straks at sætte af i Galop for hurtigst muligt at naa Bakkens Top. Kan Rytteren ved jævn Anholdning og beroligende Tiltale forhindre Hesten heri, er det bedst. Men bliver Hesten ved Anholdningen meget utaalmodig og urolig, maa man hellere lade den faa sin Vilje. Hesten vil da altid, naar den nærmer sig Bakketoppen, oftest længe før, af sig selv sagtne Farten. Det er som Regel kun Frygten for, at Rytterens Anholdning skal hindre den i at naa til Vejrs, der faar Hesten til at jage frem. Ved Passeringen af Skraaninger skal man derfor ikke holde for strængt paa, at Afstanden fra Masteren overholdes.

Ved Passeringen ned ad Skraaninger maa Rytteren lade sin Overkrop gaa godt tilbage for ikke at belaste Hestens Forpart mere end nødvendigt. Ved stejle og ujævne Skraaninger kan en temmelig kraftig Anholdning ofte blive nødvendig, da man her maa forlange, at Hesten gaar i Skridt for ikke at udsætte sig for, at den snubler; men saalænge Hesten af sig selv holder Skridten og ser sig for, maa den have fuld Frihed til at bevæge Hals og Hoved som det passer den bedst.

Saasnart Hesten har vænnet sig til at passere alle de forefaldende Forhindringer rolig og ved Kravling i Skridt, gaar man over til at forsøge det samme i Trav og derefter i jævn Galop .- ned af Skraaninger dog foreløbig altid Skridt. Rytterne maa som før stadig indtage et passivt Sæde og under Passeringen af Forhindringerne give Hesten størst mulig Frihed fortil. Det vil under disse Øvelser for en Del af Hestenes Vedkommende sikkert forekomme, at de allerede nu tager nogle af Smaaforhindringerne i Spring i Stedet for at kravle, og heri maa de ikke forhindres, naar det kun sker roligt. Skulde nogle af Hestene blive for ivrige og komme frem foran Masteren eller lægge sig for stærkt paa Biddet, maa Øvelsen afbrydes, idet man vender tilbage til Skridten eller kort Trav, indtil Roen atter er genoprettet. Andre Heste vil maaske stoppe op foran Forhindringerne. I saa Tilfælde maa Rytterne med Schenkler eller smaa Klap med Pisken med Hestens Side tæt bag Gjorden drive den fremad. Nogen Kamp med Hesten maa Begynderne i Terrainet foreløbig ikke indlade sig paa, og naar Terrainet er rigtig udvalgt, vil der heller ikke blive Anledning dertil. Naar Hesten ser det øvrige Felt passere forbi, vil den snart følge med over enhver Forhindring, som den ikke er nødsaget til at springe.

Skulde det undtagel­sesvis forekomme, at en Hest for Alvor bliver staaende, hvilket f. Eks. kan tænkes overfor et Vadested eller et tæt levende Hegn, -maa der tages særlige Forholdsregler, som vil blive omtalt i Afsnittet om Springning.

Tilbage staar nu at øve Ridningen over saadanne Forhindringer, som forlanger at springes; og her er det i om muligt endnu højere Grad end hidtil nødvendigt, at der gaas jævnt og gradvis frem saaledes, at hverken Ryttere eller Heste fra Begyndelsen af sættes paa større Prøver, end de er i Stand til at fyldestgøre. Det er af mange Grunde en Fejl at anvende den ofte fulgte Fremgangsmaade ved Springningen straks at sætte hele Feltet samlet paa Forhindringerne. Dels kan det nemlig ikke undgaas, at der derved opstaar nogen Uro, idet Hestene gensidig hidser hinanden op, og dels er der altid saa stor Forskel paa Hestenes Springeevne, at Forhindringer, der falder den ene meget let, volder andre for stor Vanskelighed; endelig, og ikke mindst, kan man ved den samlede Springning ikke undgaa at enkelte Heste stopper op foran Forhindringerne eller refuserer – med saadanne Heste maa man, navnlig naar de rides af mindre øvede Ryttere, altid regne -; men der­ved forstyrres de øvrige Heste i Feltet, og, hvad der er det værste, den ene Hest forleder ofte andre ellers villige Heste til at stoppe op.

Jeg foretrækker derfor altid de første Gange at lade Hestene springe enkeltvis, og jeg anbefaler at følge den nedenfor beskrevne Fremgangsmaade, med hvilken jeg har opnaaet gode Resultater.

Lederen udsøger sig til Enkeltspringningen en Grøft af den Slags, som man hyppig finder paa Steder, hvor Terrainet har jævnt Fald, nemlig en Grøft, der paa en Del af sin Længde ikke er dybere end, og har saa jævnt skraanende Sider, at Hesten kan skridte ned i og op af den, medens den paa andre Steder er dybere med noget stejlere Sider saaledes, at den kun kan tages i Spring. Den øverste Rand af Grøftekanten maa være jævnt afrundet, saa at den frembyder et sikkert Af- og Nedspring.

Lederen lader nu Rytterne samles i Nærheden af Grøftens let fremkommelige Del. Han bør ikke, saaledes som det oftest finder Sted ved militære Afdelinger, lade Rytterne opmarchere tæt ved Siden af hinanden; thi derved lærer man kun Hestene at klæbe; derimod bør Rytterne i Ventetiden ride rundt paa en Kreds med et Par Hestelængder mellem hver Hest.

Øvelserne begynder med, at Hestene en efter en, de mest øvede Springere først, med 8-10 Hestelængders indbyrdes Afstand gaar frem over Grøftens lettest fremkommelige Del. Naar Grøften er passeret, rides 50-100 Meter lige ud, hvorefter den forreste Rytter vender paa en stor Bue; de øvrige Ryttere følger efter, stadig med god Afstand, og paa Tilbagevejen passeres Grøften atter i nogen Afstand fra det første Sted. Efter at have passeret Grøften 2. Gang rider Rytterne igen et Stykke lige ud; den forreste Rytter vender atter paa en Bue, og Rytterne passerer nu Grøften for 3. Gang paa samme Sted som 1. Gang, Alle Rytterne er nu, som man vil se, komne ind paa en stor, aflang Volte, som paa Midten skæres af Grøften paa dennes let fremkommelige Del. Naar dette er sket, lader Lederen hele Feltet trave, og Springeøvelserne fremkommer nu ved, at den forreste Rytter lidt efter lidt rider sin Hest længere og længere ned mod den bredere og dybere Del af Grøften. De øvrige Ryttere følger efter som før, og man vil da, naar Sagen er greben rigtig an, og der navnlig ikke er gaaet for hurtig frem, efter kort Tid se alle Hestene udføre gode og villige Spring. I Begyndelsen og saa længe der traves, vil en Del af Hestene maaske nok stoppe lidt op og vedblive at forsøge paa at tage Grøften ved Kravling; men gør man Traven lidt friere, og Rytterne driver Hestene godt fremad, vil dette meget snart ophøre.

En Ting maa Lederen under ingen Omstændigheder finde sig i: Er der en Hest, der standser foran Grøften, og en eller flere efterfølgende Ryttere rider frem paa Siden af den, sker det ikke sjældent, at 2-3-4 Heste, smittede af det daarlige Eksempel, finder paa samtidig at nægte Springet; foruden at disse Heste og deres ikke tilstrækkelig øvede Ryttere paa den Maade let faar et lille Kursus i Ulydighed, ødelægger de Springet for alle de efterfølgende. Man undgaar som Regel let et saadant Tilfælde ved at instruere Rytterne om, at de. naar en foranværende Hest stopper op, straks skal ride et godt Stykke ud til Siden, saa at de undgaar at komme i Nærheden af den ulydige Hest, hvis Rytter man foreløbig overlader til sin Skæbne. Skulde det ikke desto mindre hænde, at flere Heste samtidig stopper op, maa Lederen straks afbryde Øvelsen ved at lade alle Rytterne gøre Holdt. De paagældende Heste tages derpaa frem enkeltvis, og først, naar de springer Grøften glat, faar de Lov at indtage deres Pladser i Rækken, hvorefter Øvelsen fortsættes. Gaar der for lang Tid med at bringe en enkelt Hest til at springe, maa man af Hensyn til de øvrige Ryttere holde den helt tilbage for senere at give den en Ekstralektion. Har man baaret sig rigtig ad med Forberedelserne, skulde det imidlertid kun være undtagelsesvis, at en Hest nægter at udføre de Spring, man forlanger af den i Terrainet.

Allerede under Springningen fra Trav vil man se, at Hesten et Stykke for Forhindringen slaar over i Galop, saa at selve Springet udføres i Galop. Der dannes herved en naturlig Overgang til den egentlige Jagtgalop over Forhindringer. Saasnart Lederen ser, at alle Heste springer villigt, lader han lidt efter lidt den forreste Rytter (Masteren) forstærke Travtempoet; det vil da ikke vare længe, før de efterfølgende Heste galopperer ; og Rytterne, selv de, der forud har næret Betænkeligheder ved at skulle gaa til Forhindringer i stærk Fart, vil med Glæde opdage, hvor let og sikkert og med hvor liden Anstrængelse det hele i Virkeligheden løber af. De vil da ogsaa snart komme til Erkendelse af, at Faren ved Forhindringsridtet, bortset fra tilfældige Uheld, i Virkeligheden først opstaar, naar Hest eller Rytter begaar Fejl. Allerede nu vil Rytterne, naar de føler deres Heste i energisk og svingende Galop gaa frem til et velberegnet Spring, faa et levende Indtryk af den Nydelse, der venter dem ved senere Ridt gennem Terrainet, og de vil deltage i disse forberedende Øvelser med Lyst og Tilfredsstillelse, fordi de føler, hvilket nødvendigt Led i Uddannelsen, de udgør for den, der vil drive det til at blive en virkelig dygtig og maalbevidst Terrainrytter.

For at den ovenfor beskrevne Øvelse fuldt ud skal gøre den tilsigtede Nytte, maa man »smede medens Jærnet er varmt«, og Lederen skal ikke nære Betænkelighed ved allerede den første Dag, Grøftespringet øves, at stille ret store Fordringer til Hestens og Rytterens Udholdenhed. Naar blot jordbunden er jævn og tilpas blød, og Grøften ikke vælges større end netop nødvendigt for at tvinge Hesten til Spring, kan man uden Skade lade Rytterne passere den et betydeligt Antal Gange. 20-30 Spring er slet ikke for meget. Det gælder just om saa snart som muligt, efter at man har begyndt Øvelserne, at bibringe Hestene og Rytterne den Rutine i de smaa og lette Spring, som giver dem Mod paa og Lyst til at indlade sig med de større.

Derimod skal man efter min Erfaring ikke gaa over til at øve andre end Grøftespring, før Rytter og Hest klarer disse fuldt ud tilfredsstillende. Naar dette er Tilfældet, gaar man over til Højdespring.

Hertil udsøger Lederen, ganske tilsvarende Fremgangsmaaden ved Grøftespringet, et Jorddige, som paa en Del af sin Længde har saa jævne og skraa Sider, at Hesten let kan trave eller galoppere henover det, medens det paa andre Steder er noget stejlere paa den mod den springende Hest vendende Side. Højden maa ikke være for stor – næppe mere end 3/4 Meter, og Gærdets Overkant maa til at begynde med være saa bred – 1-2 Meter -, at Hesten kan faa Fodfæste paa Gærdet.

Lederen lader nu som før Hesten først trave, siden galoppere over Gærdets let fremkommelige Del, og derefter lader han de forreste Ryttere lidt efter lidt trække ud til Siden til den mere stejle Del. Til at begynde med bør man nøjes med fra Trav, senere fra afkortet Galop, at lade Hesten passere Gærdet ved at springe op paa det og derfra ned til den modsatte Side. Først naar dette Dobbeltspring gaar glat fra Haanden, vælger man en lidt smallere Del af Gærdet og sætter Farten saa meget op, at Hestene nødes til Spring i Flugt. skal jeg tilraade, hver Gang man gaar over til at stille ny og større Fordringer, da at begynde med Springningen enkeltvis som ovenfor, og først, naar alle Heste springer villig og rolig, at gaa over til samlet Springning.

Af Forhindringer, der egner sig til Øvelse for Begynderne i Terrainet, skal jeg nævne lave, men tætte Tjørnehegn med Græsbund paa Opspringssiden, mindre Stengærder, helst med et godt græsklædt jordlag over Stenene, væltede Træstammer, Risgærder, helst saadanne, der ikke er tættere end, at de i Nødsfald kan gennembrydes af Hesten; Forhindringer som man først senere bør indlade sig med, er bl. a. Lægteværker, Bomme, Vandgrøfter og Gærder med Grøfter paa den ene eller begge Sider. Disse Forhindringer giver let Anledning til Uheld for uøvede Ryttere fordi mange Heste, naar de ikke faar fuld Frihed i Springet har vanskelig ved at beregne Opspringet rigtig.

For at øve Rytterne i Spring over saadanne Forhindringer, kan man anbringe en Bom eller et Par stærke Lægter i en Aabning i et Gærde. Lader man først Hestene springe Gærdet et Stykke ved Siden af Aabningen med Bommen, vil man som Regel uden Vanskelighed efter et Par Spring kunne føre dem hen over selve Bommen, der maa være anbragt saaledes, at den ved en stærk Paaridning kan falde ned fra sit Leje. Springet over Vandgrøfter lærer man bedst ved fra Begyndelsen af ofte at øve Springning over Grøfter med ganske lidt Vand i Bunden og efterhaanden at vælge Grøfter med mere og mere Vand. Sætter man den uøvede Terrainrytter første Gang paa en Grøft med høj Vandstand, vil Resultatet næppe blive andet end en Refusering, medmindre Hesten ligefrem har Passion for Vandgrøfter, hvilket desværre maa siges at høre til Undtagelserne.

Jeg har i det foregaaende i Hovedtrækkene skildret Gangen i en Fremgangsmaade, der med Fordel kan anvendes ved Indøvelsen af Begyndere. Jeg skal endnu bemærke, at naar jeg kun overfladisk har berørt Spørgsmaal af tilsyneladende saa stor Betydning som Rytternes Sæde, Tøjleføring og øvrige Indvirkning paa Hesten, da er dette sket, dels for ikke at komplicere Fremstillingen mere end nødvendigt, og dels, fordi der ved den Springning over smaa Forhindringer, om hvilken der her er Tale, i Virkeligheden ikke er meget andet at iagttage end, hvad der i saa Henseende er udførlig fremstillet ved Omtalen af forberedende Øvelser i denne Bogs første Del. Det kommer under Springningen med en villig springende Hest for Rytteren først og fremmest an paa at kunne gøre sig passiv og om at forstyrre Hesten saa lidt som muligt i Springet. Drejer det sig om at tvinge en genstridig Hest til Spring, er der ganske vist meget andet at iagttage, hvorom der vil blive givet Besked i Afsnittet om Springning; men under Indøvelsen af Begyndere i Terrainridning skal der, som det foran er vist, naar Øvelserne er rigtig anlagt, slet ikke blive Brug for Tvang af nogensomhelst Art. En ulydig Hest egner sig med andre Ord overhovedet ikke til Anvendelse i Terrainet af en Begynder og maa først underkastes særlig- Dressur.

Har Rytterne gennem de ovenfor beskrevne Øvelser nu lært at overvinde de forekommende mindre Forhindringer i en rolig Galop i samlet Felt, gælder det om lidt efter lidt at gaa over til en noget slankere Galop, uden at den opnaaede Ro derved gaar tabt.

Endemaalet for al Ridning i Terrainet skal jo nemlig være dette: I en fortsat slank Galop at kunne overvinde forekommende Forhindrinder af enhver Art. Hvor vidt man skal naa hen mod dette Maal, afhænger selvfølgelig af Rytternes og Hestenes Kvalitet. At vente Resultater, som de f. Eks. naas paa Jagterne i England, hvor man ikke gaar af Vejen for 1 ½ Meters Led og 5 Meters Vandgrøfter, vilde være at stille for store Fordringer til det almindelig forekommende Hestemateriel herhjemme. Paa den anden Side maa man være paa det rene med, at den, der ikke er i Stand til i Galop og uden Standsning at gennemride en Terrainstrækning paa 10 Km. med et betydeligt Antal af de her almindeligst forekommende Gærder og Grøfter, uden at hverken Hest eller Rytter overanstrænges, ikke kan gøre Fordring paa Betegnelsen Terrainrytter. At ride den samme Strækning i Trav og Skridt kan de fleste Søndagsryttere præstere, idet de fleste Forhindringer, naar man ser sig lidt for og vælger de bedste Steder, kan passeres ved Kravling. Det er Farten, der bringer Vanskelighederne og den relative Fare. Men det er da ogsaa Farten, der giver Terraingaloppen den ganske særlige Tiltrækning, som – bortset fra Væddeløbsridningen – ikke findes i Ridning under nogen anden Form. Det er Farten, der lærer Rytteren at vurdere sine egne og Hestens Evner, det er Farten, som udvikler Aandsnærværelse og kold Beregning, og som styrker Nerver og Sanser, og det er Farten, som bringer Blodet til at rulle med Begejstringens Ild!