I England

Jagtridning i England
II.

Jagtridning, saaledes som den forkommer i sit Hjemsted, England, er i sin nuværende Form egentlig en forholdsvis ny Sport. Det engelske Ord hunting omfatter Jagter med Hunde efter forskelligt Vildt, væsentlig Hjort, Ræv, Hare og Vildsvin. Disse sidste jages dog ikke i selve Storbrittanien, hvor der derimod drives en udstrakt Odderjagt (otter hunting), der foregaar til Fods, ligesom en Gren af Harejagten drives til Fods med specielle Hunde (beagles). Her skal jeg kun komme ind paa tre Hovedformer: Hjorte-, Ræve- og Harejagten.

1. Hjortejagten.

Af Hjortejagter findes i Storbrittanien 19, hvoraf de 5 jager vilde, de øvrige 14 tamme Hjorte. Men naar der tales om Hjortejagter i England, tænker man altid paa den verdensberømte Meute i Devon og Somersetshire, der f.T. består 64½ Par Hunde. Meutens Oprindelse stammer fra Dronning Elizabeths Tid; senere gik den over i privat Eje, indtil den i 1803 blev en Subskriptionsmeute, saaledes som de fleste andre Meuter nu er i England. I 1825 blev hele Meuten solgt til Frankrig, atter oprettet i 1827, forsat til 1833, så opgivet i 4 Aar, men har siden 1837 eksisteret uafbrudt.

Hjortejagten begynder hvert Aar den 13. August og slutter den 8. oktober; den 1. November begynder man at ride efter Hind og fortsætter lige til April Maaneds Udgang.
Hjortejagten er en Del forskellig fra Ræve- og Harejagten og skal derfor nærmere omtales.

En Jagtbetjent, hvis Titel – the harbourer – nærmest kan oversættes ved Sporfinder, og hvis Bestilling det er i Morgengryet før Jagten at opspore et passende Stykke Vildt, meddeler Masteren Hjortens udfundne Opholdssted. Ved Begyndelsen af Jagten sendes et Par, højst 2 Par, særlige paalidelige og drevne Hunde – the tufters – ind i Hjortens Dækning for at drive den ud, og først, naar dette, der er et meget vanskeligt og taalmodsprøvende Arbejde, er lykkedes, ofte først efter 2 – 3 Timer, sættes Resten af Meuten paa Sporet, hvorefter Dyret af de halsende Hunde, fulgt af Feltet, der imidlertid ofte – meget ogte – slet ikke kan følge med, saafremt ikke baade Ryttere og deres Heste er hjemmevante.

Exmoor, hvor der som oftest rides, er et vildt og vanskeligt Terrain, fuldt af Klipper med dybe Kløfter og bratte Skraaninger, og berømt eller berygtet for sin altopslugende Taage. Det hører heller ikke til Sjældenhederne, at en Rytter maa tilbringe Natten i Terrainet. Hundene udmærker sig ved en Sejghed og Hurtighed, som forbauser; utrættelig følger de deres Bytte, som, naar det endelig er løbet ind, faar Naadestødet af Jagtlederen. Hundene dræber saaledes ikke Hjorten, deres Arbejde er forbi, naar Hjorten er løbet træt, og trænede Hunde forstaar særdeles vel dette og vil ikke anfalde Dyret, selv om Jagtlederen ikke er lige ved Hånden, hvad han ganske vist som Regel er, da der findes faa så dygtige huntsmen som netop her. Sidney Tucker, den nuværende Jagtleder, er uovertræffelig.

De tamme Hjortejagter foregaar paa den Maade, at Hjorten i en dertil indrettet Vogn – nu til Dags Automobil – køres ud til Mødestedet, slippes løs, jages træt og atter læsses på Vognen for at have Fred i en Maanedstid eller to. Som Regel haves en tam Hjortebestand paa 20 – 70 stykker.

Denne sidste Slags Jagt regnes for en ret tam Fornøjelse; mange anser den for at staa under Slæbejagter, da disse sidste dog kan lægges, saa der bydes i alt Fald god Ridesport, medens de tamme Hjorte tit nødig vil forlade deres komfortable Vogn og dernæst hurtigst muligt søger tilbage igen efter et Løb, der minder f. Eks. om en behagelig chasse-á-vue på Erémitagesletten.

2. Rævejagten
Englands populæreste Sport er imidlertid Rævejagten. Der findes i Storbrittanien 210 Jagtrideklubber eller hunts, heraf de 176 i England, 23 i Irland og 11 i Skotland, af disse 176 engelske hunts regnes kun 5 for fashionable, hele Resten kaldes Provinsjagter.

De 5 fine hunts findes i the Shires i Midtengland, med de vældige Græsgange og de kolossale Forhindringer. Men fuldt paa Højde med disse Shirejagter, baade hvad angaar Terrain, Hunde, Heste og Mænd, staar dog adskillige andre, f. Eks. Badminton, der tilhører Hertugen af Beaufort, som har en af Englands bedste Meuter på 150 Hunde. I disse fashionable Jagter deltager fra 3-600 Personer, hvilket gør Jagten til en meget blandet Fornøjelse. Rævejagten er en Nationalsport i England, Deltagelsen er enorm, ikke alene af dem, der rider med; hele Omegnen møder op for at se starten: der er undertiden 2000 mennesker forsamlede til Aabningsmødet, og at overvære et meet som det, der aarlig finder sted, når the Quorn – vel den berømteste hunt – aabner Sæsonen ved sit traditionelle første Mødested Kirkeby Gate, er godt af faa Forstand af.

Nu til Dags bringer Automobilen de fleste Ryttere, der møder i hundredvis; de gamle trofaste Jagtmænd, der maaske har hunted i 30- 40 aar, ser med Foragt og Medlidenhed ned paa deres forfinede Kolleger; selv møder de til Hest, som de er vant til fra Fædrenes Tid.

En anden moderne Indretning, som var ukendt for 25 aar siden, er Reservehesten. Den bringes nu til mindst 90% af de deltagende Ryttere af en Rideknægt, for at Ejeren, naar den første Hest er træt, kan bestige en frisk. Naturligvis er pacen nu til dags betydelig stærkere end tidligere, saa der er god Raison i Reservehesten, der utvivlsomt sparer mange Fald.

Naar man vil deltage i en Jagt, kan det ske enten ved at blive Medlem af den paagældende Klub, og der er Subskriptionen i Reglen Lst. 10 som Minimum, men i de fashionable Klubber er den mindst tre gange saa meget. Eller også betaler man for hver Gang, man rider, et vist Beløb, der kaldes capping money, fordi det indsamles i Sekretærens Jagtcap, og det kan variere fra 5 sh., som er det almindeligste i Irland, til Lst. 2.20, som det koster i the Shires.

Enkelte steder afholder Masteren alle Udgifter, men der forventes saa et Tilskud til, hvad der kaldes Hønsefonden og Pigtraadsfonden: af den første Fond betales Landmanden for de Høns som Rævene tager, idet Rævene jo er fredede hele Aaret i England, og den anden Fond betaler for Nedtagning og atter Opsætning af Pigtråd i deres Gærder og Markskade, hvilket sidste er billigst, da saa at sige enhver Landmand, hans Søn eller Datter er blandt de ivrigste Deltagere.

Det er en dyr Spøg at være Master of Hounds i England; der indgaar ganske vist ved omtalte Subskriptioner en vis Sum til Meutens Vedligeholdelse, men det maa alligevel være en rig Mand, der er Master, da han altid af sin egen Lomme må tilskyde en Masse Penge. Anskaffelsen af en trænet, indarbejdet Meute paa ca. 50 par Hunde, koster fra 14-25,000 Kr., naar man ikke forlanger det bedste, for saa er der ingen Grænser. Lord Lonsdale betalte saaledes i Maj 1907 36,000 for 15½ Par Hunde, og Lord Galway solgte sin Meute for 82,000 Kr., medens Lord Willoughby de Broke afslog 180,000 Kr. for sine Hunde, da en Amerikaner ønskede at købe dem. Køber man imidlertid raa, unge Hunde, der er tilovers, hvor de bliver opdrættet, eller ældre udskudte Hunde, kan de let fås for 40 – 50 kr. stykket; men de fleste Masters vilde vist betakke sig for at aabne en Sæson med den Slags Hunde.

Meuten er Masterens stolthed, og den største Omhu iagttages med Hensyn til Opdrættet, således at en ensartet, helst enstegnet Meute kan vedligeholdes.
Højest i England står Belvoir-Meuten; den bestaar af 60 Par og ligesaa mange Hvalpe og Aaringer, af hvilke vel knap 1/3 findes værdige til Optagelse i Meuten. Resten sælges til Provinsen eller på de store Aktioner i Rugby og Peterborough, der er Centrum for Aktioner og Hundeudstillinger; i alle de bedste Meuter forefindes også Belvoir blod.

En anden enorm Udgift for Masteren er Hestene. Som Regel består Jagtpersonalet af 1 huntsman eller Jagtleder og 2 whippers, foruden 1 kennelman og en Tilstopper af Rævehuler. De tre førstnævnte maa hver være forsynede med mindst 4 Heste, såfremt der rides 2-3 Dage ugentlig, og baade Mænd og Heste skal være passende udrustede med nette Jagtuniformer og dadelfrit Sadeltøj. En huntsmans Løn er ca. 2000 Kr. Aarligt foruden Fribolig og Tøj, whips har i Reglen 12-1500, og bruger alle for 500 Kr. tøj Aarlig.

I Almindelighed regnes i Provinsdistrikterne en Meute – og derved forstaas hele Jagten -, der er ude 3 Dage ugentlig, at koste Lst. 3000 aarlig; i de fashionable Shires må Udgiften forhøjes med mindst 50% og flere koster betydeligt mere.

Man regner, at den aarlige Udgift til Englands Hjorte- og Rævemeuter, der bestaar af ca. 18,000 Hunde, der gennemsnitlig jager 3 dage Ugentlig, overskrider Lst. 550,000 eller 10 millioner kroner. Af Jagtheste anslaas Antallet i England til 200,000 til en Værdi af 220 Millioner Kroner, og disse koster ca. 150 Millioner Kroner aarlig at holde.

Man kan heraf se, hvad Jagten betyder for England, og disse Tal er rimeligvis under de virkelige.

Forløbet af en Rævejagt er meget varierende. Man ved aldrig hvad Mikkel kan finde paa; men Jagten ledes som Regel på nogenlunde samme maade, idet Jagtlederens Metode kun i Detailler varierer. Fremfor alt skal Hundene have fred, og det gælder al Slags Hundejagt, ogsaa Slæbejagter. Der er intet, der i den Grad forstyrrer og spolerer en Hunds løb som Tilraab, og det kan i England overhovedet ikke tænkes, at nogen uvedkommende – og uvedkommende er alle undtagen Jagtlederen og hans Folk – raaber til en Hund, endsige skælder den ud eller bruger Pisken.

Lad os en Gang gaa med på en Rævejagt, og for ikke at være beskedne, lad os ride ved Belvoir Meuten, som tilhører Hertugen af Rutland, men er laant af denne til Baronet Grenall.

Den første Ræv skal opsøges i sin Dækning i Plantagen ved Bescaby Egen. Feltet på et Par Hundrede Deltagere, følger Meuten, indtil vi efterlades tætpakkede i en pløret Landsbysmøge, hvor Hundenes Forarbejde ikke generes ret meget, og hvorfra vi vil have nok at gøre med at komme ud, naar det går løs; men vi har nu listet og maset os ganske tæt til Leddet på højre Side. – Der er kønt rundt om, Bladene er endnu på Træerne i gyldne, røde og brune Farver, og der er denne mærkelige Jagtfeber i Luften, der stemmer forventningsfuld og bringer Minder frem om tidligere Jagtture. Et Tilraab fra Jagtlederen, et Knald fra en af Whipperne, en Gøen fra en Hund stopper al Snakken i Smøgen, og faar enhver til at sætte sig parat i Sadlen, tage Bøjlerne helt ind på Foden og se sig godt om; der halses nu, og vi kan af lyden høre, at Hundene går på 2 Linier. Men pludselig høres en falsettonende Halsen fra en enkelt Hund paa den anden Side af Plantagen. Vi, der er nærmest Leddet, farer igennem og af Sted til venstre. Halvdelen af Deltagernes Heste er mer eller mindre ustyrlige af Iver og Nervøsitet, men der er ingen Tid at spilde, for Ræven er væk, og Belvoir Hundene er i fuld Fart. Med aldeles ubegribelig Hurtighed har de maset sig gennem Budskadset, hele Meuten er ude af Plantagen, og før vi er gennem Leddet, er de af Sted, spredt ud på Linien for at holde Færten, og flyver nu af Sted med en fuldtonende, klangfuld Halsen, der betyder stærk fart.

Lad så Hesten gaa, hvad den kan; for selv om det er fineste Blod, kan den ikke klare sig mod Belvoir Meuten. Sid godt ned i Sadlen og giv Hovedet frit ved den første Forhindring, et uldent Gærde, for der er rimeligvis en Grøft bagved! Men naar de første Par Forhindringer er taget, bliver der bedre plads.

Flertallet af Feltet rider i Vejen for hinanden ved Ledovergange eller forsøger at mase sig gennem et Hul i gærdet, ligegyldige for den gode Regel, at på en god hest er den sikreste og dejligste Plads i Fronten.

Nu overløber Hundene Færten; Ræven – en Hvalp – kan mærke, at det gaar noget hurtigt, og vender skarpt langs en Hæk. Hundene hverken stopper eller tøver, men spiler sig vifteformigt ud først til venstre, så til højre, og næsten uden at spilde et Øjeblik går de igen så hurtigt som før. De gaar mere steady nu, for Færten svigter jævnligt, men stadig driver de paa uden at spilde Tid.

Vi har ikke Tid til at glæde os over den gode Fært, når den er der, for vi har nok med at holde Hundene i Sigte, skønt de ikke gaar i Væddeløbstempo; der er to ivrige Hvalpe og et par hidsige Ledere, der gaar fejl nu og da, men Hundene i Midten holder fast på Færten og kalder de andre tilbage ved rettidig Halsen.

I det lille firkantede Gyvelkrat derovre har Ræven imidlertid – ung og uerfaren som den er – gjort en Pause, og det har beseglet dens Skæbne, thi denne Gang kommer Ræv og Hunde omtrent samtidig ud af Budskadset, og det bliver nu et Løb for Livet for Mikkel, og et Steeplechase på 2 miles for Feltet, til Hundene løber ham ned på aaben Mark. Det tager os 20 Minutter.

Saaledes gaar det Dagen igennem, maaske en Lynjagt igen eller maaske en rolig, vanskelig, taalmodsprøvende Jagt. Hvis vi følger hele Dagen, vil vi se Hundene trave hjem ligesaa fornøjede, som da de startede om Morgenen. Masteren, Jagtbetjente og det betydeligt formindskede Felt har alle redet hver 2 Heste træt, men god Kondition og Sejghed synes at gøre Hundene i Stand til at begynde igen lige saa villige og raske, som da de forlod deres Kennels om Morgenen. Naa, den Meute, vi har fulgt, er også Resultatet af mindst 100 Aars Udvalg, Dømmekraft og Overvejelse.

Til en Heldig Jagt hører imidlertid mere end gode Hunde og Heste. Der hører frem for alt god Ledelse, og denne beror helt og holdent paa de to Arter af Jagtbetjente, nemlig the huntsman og the whipper in, populært kaldt the whip. Det er imidlertid den første, paa hvem Ansvaret hviler; forstaar han ikke sit Kram, kan alt ødelægges. Sædvanligvis kommer en saadan Mand ind på denne løbebane af Lyst og ved naturlige Anlæg dertil, og uden dette sidste ville det rimeligvis være haabløs Gerning; de gennemgaar som whips en lang Læretid, og Hundrede forfremmes aldrig. De mest fremragende er ogsaa kendte og respekterede over hele England, og Navne som Will Dale, Arthur Thatchesr og Sidney Tucker er familiære for enhver Foxhunter i England.

Det gælder for en god huntsman om at have den sjette sans, som bestaar i “Evnen til at bruge sine andre fem”! Han maa altid nøjagtig kende Vindens Retning, han må slutte af nogle skrigende Krager, der svirrer i Luften, at Ræven har forstyrret dem, og det giver ham Hjælp til at bringe Hundene paa ret Spor, naar de har tabt Færten; han maa straks have faaet Øje på en Faarehyrde, maaske en Fjerdingvej borte, hvis Hund har afbrudt Rævens Linie, kort sagt, han maa kunne drage Slutninger af alt muligt, og maa være i Stand til at have Rævens Løb på Fornemmelsen.

Hans Hjælpere, the whips, skal være ganske passive men stadig agtpaagivende for huntmans Bevægelse og Vink, de skal i rette Tid falde tilbage og hjælpe Efternølerne blandt Hundene frem ad en Genvej; og de maa ikke bryde Jagternes Harmoni ved Raab og Piskeknald, men forstaa ved rolig Tiltale at opmuntre de usikre Hunde; søger Hundene at skulke, eller er de opsætsige, skal the whip ikke raabe efter dem, men som et Lyn være over dem; maaske vil et Rap være det allerbedste Middel til at faa Orden i Sagerne igen.

Undertiden findes en tredje Whipper in, navnlig i Skovdistrikter, hvor Ræven kan forsvinde i en Grævlingehule; og denne Mand er da Bærer af en Terrier, som han har på Ryggen i en dertil indrettet Lædersæk; det er saa Terrierens Opgave at hente Ræven ud af Graven, hvad den har stort Mod paa; en god Terrier skal nok slæbe Mikkel frem ved Snuden, hvis der er den mindste Chance derfor.

Mange Masters ynder ikke denne Slutning paa en Jagt og afbryder Jagten, idet de mener, at Mikkel har fortjent sin Frihed, hvilket ogsaa synes det mest loyale.

Undertiden hænder det, at hverken Ræven eller Terrieren er kommet frem igen, og ved Eftergravning er de fundet kvalte af et Jordskred i Hulen; ogsaa det afholder Masteren fra at sende Terrieren ind.

En tredje Slags Jagtbetjent, som man ikke hører meget om, men hvis arbejde er en af Jagtens Grundpiller, er gravstopperen. Om Morgenen Kl. 2-3 må han ud i Bælgmørke, ofte i Blæst, Regn og Slud, og stoppe Rævegraven til, medens Rævene er ude at fouragere, saaledes at deres Fristed er frataget dem, naar de vender tilbage, og de er nødsagede til at søge Dækning i Budskadser, Gyvelkrat eller Roemarker, hvorfra de forholdsvis let drives ud. Denne Mand maa kende hver Rævefamilies Bo med alle Udgangene; thi alt hans Arbejde er spildt, om blot en enkelt glemmes; han er en af de af det store Publikum mindst paaskønnede; mange aner ikke hans Eksistens, medens hans Medhjælper i det straalende Skarlagen høster al Æren, der egentlig i første Indstans skyldes ham.

3. Harejagten

Af Harehunts – Hundene kaldes Harriers – findes ialt 128,89 i England, 39, i Irland. Harejagten er en fortrindlig Forskole til Hjorte- og Rævejagten, men det er desuden en fortræffelig Sport, der kræver stor Omhu og Agtpaagivenhed – det er et Spørgsmål, om det ikke er en finere Sport, der kræver bedre Næse for Hundene, da Harens Fært er svagere end Rævens og navnlig bliver meget vanskeligere at spore, naar Slutningen nærmer sig. Løbet foregaar ikke så hurtigt som ved Rævejagten, og Haren gaar ikke paa saa store Forhindringer som Ræven, og da den som Regel løber i en stor Cirkel, kræves ikke saa stort et Areal. Endelig er det professionelle Apparat mindre og derfor ikke saa bekosteligt. Da Majoriteten af Ryttere imidlertid foretrækker de mere spændende Ræve- og Hjortejagter, er Felterne sjældent ret store, og den enkelte faar saaledes mere Plads og kan bedre nyde selve Sporten; saa for en Begynder er denne Slags Jagt i hvert Fald anbefalelsesværdig.