Jagtridning

Jagtridning
I.

Før og Nu

Efter at have afsluttet det foregående afnit om Ridning i Terrainet er jeg blevet opfordret til at give en kort fremstilling af Jagtridningen, som denne drives i England. Da jeg ikke selv har haft lejlighed til at deltage i Jagten i dens Hjemland, har jeg derfor henvendt mig til den bekendte danske Sportsmand, Jagt- og Væddeløbsrytteren Axel Dahl, der under gentagne ophold i England har høstet rige Erfaringer i saa Henseende, og som med stor Elskværdighed har stillet sit Materiale til rådighed. Hvad der senere i dette Afsnit anføres om de specielle engelske forhold, skyldes en skitse af Hr. Dahl, for hvis overladelse jeg benytter lejligheden til at bringe ham min bedste tak.

Jagten til Hest efter levende Vildt stammer fra ældgammel tid og har under mange forskellige Former været dreven i alle Verdensdele. Ogsaa vore egne Forfædre har, som vi alle ved, om ikke andetsteds fra, saa fra vore historiske Romaners fantasifulde Skildringer, været ivrige jægere.

Jagtens formaal har vel her som andetsteds oprindeligt været det ganske naturlige: at dræbe det jagede Vildt for at bruge det til Føde eller uskadeliggøre det. Men allerede tidlig har Jagten tillige antaget Karakteren af Sport, hvis formaal først og fremmest var det at udvikle Deltagernes mod, Snarraadighed og legemlige Færdighed. Og at Jagtridningen mere end nogen anden Sport baade fordrede og fremelskede disse egenskaber, fremgaar tydelig af de overleverede Beretninger, selv om disse ogsaa nu og da maa antages at være temmelig farvede og må optages med en hvis kritik.

Man må saaledes betragte vore Forfædres Jagtpassioner som den egentlige oprindelse til vore Dages Jagter efter levende vildt og Surrogatgaterne for dette, er det samtidig ganske interessant at lægge Mærke til en Væsensforskel, der utvivlsomt skiller de ydre betingelser for Jagten den Gang som nu. Datidens Jagter havde sikkert ligesom vore Dages deres Faremoment. Det var sikkert ikke alle Deltagerne i en Jagtudflugt med Bjørn, Hjort og Vildsvin som Maal, der vendte hjem uden mere eller mindre alvorlige Skrammer. Men Faremomentet laa den gang paa et helt andet Punkt end nu. Vore Forfædres Heste var jo som bekendt opdrættede med Krigen for Øje og skulde først og fremmest kunne bære den tungt rustede Rytter frem i Striden Mand mod Mand. Og samtidig var Terrainet af en helt anden beskaffenhed end nu. De talrige Gærder, Grøfter og Hegn, der nu på Kryds og Tværs gennemskærer Bønders og Husmænds Jorder, eksisterede for Størstedelen slet ikke, medend milevide Strækninger henlaa uopdyrkede eller bevoksede med tætte skove. Ved en Jagt i hine fjærne Tider maa vi derfor gaa ud fra, at Rytterne kun undtagelsesvis stødte paa den slags Forhindringer, der kræver spring. I en vis Henseende svarede Terrain og Heste saaledes godt nok til hinanden. De sværtbyggede Heste vilde næppe være i Stand til at overvinde en Forhindring som vore meterhøje Led eller Stengærder. Naar man den Gang er stødt paa en saadan hindring, maa vi tænke os, at vore brave Forfædre har taget det Parti at gaa udenom, hvis de da ikke har foretrukket at lade deres Væbnere og Svende bane Vejen med Hakker og Økser.

Medens Faremomentet ved vore Dages Jagter udelukkende fremkommer ved den stærke og vedholdende Pace, som vort Hestemateriale tillader, og ved Springene og de dermed følgende Styrtninger, var det i hine Tider selve Kampen med Viltet, det voldsomme Ridt under Forfølgningens sidste Stadier, hvor det gjalt om at bruge Vaabnene baade til Angreb og Forsvar, der udsatte Rytternes Liv og Lemmer for Farer af den alvorligste Art. Under vore Dages Jagter i Evropa, hvor Hjort og Vildsvin er de farligste blandt de forekommende Modstandere, er der kun ringe Udsigt til, at der vil vil flyde andet Bold end Viltets eget eller maaske Hundenes. Vil man derfor nuomstunder sætte sit Mod paa en endnu større Prøve end den, der fremkommer alene ved Ridtet, maa man søge længere bort til de Steder, hvor Jagten paa Rovvildtet giver en Pirring, vi i vore civiliserede Lande ikke er i Stand til at byde paa.